Kræftens Bekæmpelse

Operationen – har kræften spredt sig?

Endelig kom dagen. Jeg har faktisk sovet rigtig godt. Overraskende godt. Det havde jeg egentlig ikke regnet med. Men tror bare jeg har “glædet” mig, så meget til at komme igang. Hvis man kan sige det sådan. Michael og jeg er på vej til Viborg, og er mega spændt på, hvad dagen kommer til at bringe.

img_0024

Ventetiden inden operationen.

Michael og jeg ankommer til Viborg sygehus.

Vi bliver mødt af det sødeste personale, og jeg føler mig virkelig i trykke hænder. Vi får stue 15 – det ligner godt nok noget fra 70’erne – pænt og imødekommende kan man ikke lige frem sige det er. De er åbenbart ved at renovere det. Hvilket vist er en meget god ide. 

Jeg skal skifte til noget mere afslappende end det jeg har på. Sexet kan man ikke kalde mig. Skal også have støtte strømper på – det griner Michael og jeg lidt af, da de på ingen måde er flatterende og jeg skal have hjælp af ham, til at få dem på. Jeg er slet ikke nervøs, hvorfor er jeg ikke det? Tror bare jeg tænker, at ondskaben i min krop, endelig skal opereres ud. 

SÅ, nu er de klar til mig. Jeg kysser Michael farvel og går med den søde sygeplejerske til operationsstuen. SHIT mand, der står 6-7 mand og bare venter på mig. Kan mærke de er lidt bagud med tiden, tror vi kommer lidt for sent. Lægen havde også ringet efter os. Men nu er vi her! 

img_7341

Jeg bliver hentet om 10 min. af min søde sygeplejerske. Nu skal den lorte knude bare ud af min krop! 

Jeg kommer op på briksen. Der står 4 hoveder og kigger på mig og fortæller det ene og det andet. Det er meget overvældende. At se hele operationsstuen og møde de mange læger osv. Der går virkeligheden op for mig! Jeg begynder og små græde, det slog mig lige pludseligt. Jeg er faktisk syg. Heldigvis har jeg verdens sødeste læge, Thor. Han er så sød ved mig, og får mig til at falde hurtigt til ro.  

Jeg skal have lagt et drop, så jeg kan komme i fuld narkose. Jeg er ikke super god til nåle – faktisk hader jeg dem. Og så er det jo typisk, at mine blodårer er mega svære at finde. Og det finder de også ud af, i Viborg. Jeg bliver stukket 5-6 gange. Åhhh jeg var presset til sidst, men tror egentlig de var mere presset end jeg var. De var så kede af, at de skulle blive ved og ved. Vi gik over til modsatte arm, og endelig lykkes det. Og BANG, så sover jeg!

img_7115

Mine arme blev først fine 3-4 uger senere. 

Efter operationen, vågner jeg op på en opvågningsstue, med 7 andre. Det var en lidt special fornemmelse. Shit jeg fryser. Der kommer en sygeplejerske. Hun spørger om jeg har ondt – og hvor ondt jeg har det, fra en skala på 1-10. Den ligger på 7-8 stk. har mega ondt. Hun giver mig akupunktur på kroppen, samt noget morfin. Ahhhh, det hjælper hurtigt. Og så et lunt tæppe, lige hvad jeg manglede. Det værste er bare, at jeg skal tisse helt vildt. Og føler virkelig ikke, at jeg kan flytte mig fra sengen, men jeg prøver. Hold nu op, jeg bliver dårlig og svimmel. Jeg fortæller sygeplejersken med et glimt i øjet, at jeg nok bare skal blive liggenede.

Sygeplejersken finder en form for bakke, som jeg kan tisse i. Hun hjælper mig af med deres fantastiske herretrusser, som er 3 numre for store. Nu føler man sig virkelig syg. Det er egentlig ret underligt, at ligge ned at tisse. Men sikke en lettelse. Tænker lidt, stakkels sygeplejerske. Men NU kan jeg bare slappe af, og vente på, at jeg bliver mere frisk efter narkosen. Der er lige kommet en mand ind, som virkelig bare snorker igennem. Heldigvis vågner han hurtigt. Men ikke nok med det, så får jeg en sød lille pige til nabo på 6-7 år. Åhh hun snakker, og hun snakket højt! Det er jeg ikke lige i super humør til. Er mega smadret og har ret ondt i hovedet. Tænker at hendes mor godt liiige, kunne dæmpe hende lidt.

Jeg gør alt hvad jeg kan, for ikke at falde i søvn, så jeg kan komme ned på stuen, hvor resten af familien venter. Jeg spørger efter noget tid, om jeg ikke godt må komme ned til de andre. Det må jeg heldigvis.

img_0027

Er lige kommet ned på stuen efter operationen.

Jeg kommer ned til stuen, hvor der bare ikke er et øje. Øv, nu havde jeg lige glædet mig, til at de kunne tage imod mig. Var ikke lige det, jeg havde brug for. Var lidt ked af det i for vejen, men heldigvis kom Michael, Mor, Far og Camilla efter få minutter. Og lige bagefter kom mine svigerforældre sammen med Alfred. Det var så dejligt, at de alle var der, det betyder bare så sindsygt meget. 

Hvordan er operationen gået? Har det spredt sig?

Vi ventede i lang tid, på at lægen skulle komme og give os svaret på operationen. Der gik nok 4 timers tid, det føltes virkelig som en evighed.

img_0026

Alfred synes også, at ventetiden er meeeget lang. 

Langt om længe kom han – tiden stod på en måde stille. “Christina, canceren har spredt sig til dine lymfekirtler”. Jeg lyttede videre. Han sagde, at han havde gjort alt hvad han kunne, for at fjerne alle lymfeknuder under armhulen. Og som det så ud nu, så  troede han ikke at det ville ændre på mit efterbehandlingsforløb. Men det ved vi først med 100% sikkerhed, fredagen efter igen. Der får jeg lagt et skema for mit efterbehandlingsforløb, og de kan fortælle mig meget mere om canceren i min krop. Thor forlader rummet, og der bryder jeg virkelig sammen! Hvis det “allerede” har spredt sig til lymfekirtlerne – hvorfor skulle det så ikke have spredt sig til andre dele i kroppen. Mine tanker og følelser sidder virklige uden på tøjet. Kan huske jeg på et tidspunkt får fremstammet “jeg er ikke klar til at dø”, “det er bare ikke fair”. Det er sådan helt absurd for mig, at tænke tilbage på, at jeg har sagt det. For igennem hele dette forløb, har jeg slet ikke været i tvivl om, at jeg nok skal komme igennem. Men tror bare, at jeg er meget mere påvirket af hele situationen, end jeg er klar over. Og et eller andet sted, så kan man ikke undgå, at tænke det værste – helt ubevidst.

// CC

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Kræftens Bekæmpelse