"Dommens" dag !

“Helvedes ugen”

Det er mandag d. 15/12 2015.. Og jeg ved, at jeg kommer til at gå en hård uge i møde. Men kan lige så godt få det overstået. I dag slapper jeg af, og kører til Århus senere. Hvor vi skal overnatte hos min svigerinde og kæreste. Så skal jeg ikke så tidligt op i morgen. Og jeg kan få tankerne lidt væk fra det hele.

Operation af æggestok

Jeg vågner tidlig, tirsdag morgen. Jeg skal have fjernet min ene æggestok. Det er i forhold til barn nr. 2, hvis kemoen skulle beskade dem. Så for en god ordens skyld, får jeg fjernet den ene. Så har vi en plan B, hvis den anden ikke kommer til at fungere igen. 

Michael og jeg venter i et lokale sammen med 6 andre. Jeg er lidt nervøs. Men det skulle være et meget mindre og ukompliceret indgreb. Som lægen sagde, “jeg gør det her hver dag – så der sker ikke noget”. Det gør mig tryg for er virkelig ikke i humør til endnu en operation. Mit navn bliver råbt op, og jeg siger farvel til Michael. Vi snakker kort om indgrebet. Og så skifter jeg til det elskede hospitalstøj. Jeg kommer op på en briks. Ligesom dem der er oppe ved lægehuset, når man skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse. Ergo, du ligger virkelig dårligt! Vi går i gang, og jeg er virkelig ved at blive ret hardcore til de nåle der… 

Da jeg vågner ligger jeg stadigvæk, på den skide briks. Jeg har ondt i maven, og det er altså kun 2 uger siden at jeg blev opereret i brystet. Så jeg er ikke helt frisk endnu. Briksen er mega smal, til min godt i stand krop. Og jeg vågner og ligger bare ad helvedes til. Sygeplejersken spørger om jeg vil have noget frugt. Og jeg siger, ja tak. Hvorefter hun kommentere “Kan du bare bide af æblet, som det er”? Jeg er ret medtaget endnu og kan ikke rigtig bruge min højre arm, så jeg vil gerne bede om, at få skåret det ud i både (som på alle andre hospitaler, tænker jeg). Herefter siger hun “Okay, så gør jeg en undtagelse i dag”. Hallo – er det virkelig et problem!! Hun kommer tilbage med æblet og jeg begynder og spise og drikke, så jeg kan komme videre. Jeg ligger jo sindsygt dårligt her. Tænk at man skal ligge så ringe, når man lige er blevet opereret. Jeg fortæller, at jeg ikke ligger særlig godt, hvorefter hun griner, og kommer med den mest flabede kommentar “Det er så patienterne tager hurtigere hjem”. Ved ikke om det var en joke, men da jeg lå der og havde mega ondt i bryst og mave, samtidig med at jeg på ingen måde kunne slappe af på den briks. Så var kommentaren ret upassende og jeg var slet ikke i joke humør. Jeg skulle bare hjem! Så efter en time ringer jeg til Michael, så han kan hente mig.

img_8780
Min værdifulde svigerinde og jeg på ferie i Sverige, sommeren 2016.

Vi tager tilbage til min svigerinde, som by the way bor på 4 sal. Hvordan jeg kom der op, så kort tid efter operationen, ved jeg virkelig ikke! Jeg kan slet ikke finde ro, da jeg kommer der op. Jeg føler, at alt vender og drejer sig i maven. Når jeg ligger på ryggen gør det ondt, uanset hvordan jeg står, sidder er det bare ulideligt. Jeg er mega træt og der er virkelig langt hjem fra Århus til Ikast. Men som timerne går, går det bedre og bedre. Jeg får noget mad og vi sidder og hygger alle sammen. 

Hele dagen og oplevelsen, var ret irriterende og jeg fik et dårligt indtryk af Skejby sygehus. Der var samlebånd over det, og jeg følte mig lidt som en genstand og ikke et menneske. Men på en eller anden måde, så formår jeg at have et overskud hele dagen, selvom alt er træls og gør ondt. Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt brokker mig udover Skejby. Jeg er positiv og på den måde, ender jeg jo med at komme igennem dagen, på bedst muligvis. Selvom turen hjem til Ikast, var rigtig lang.

CT-scanning

Dagen efter, altså onsdag skulle jeg til Viborg for at få foretaget en CT-scanning. Grundet at det havde spredt sig. SÅ jeg får mig snøvlet til Viborg, sammen med min Mor og Far. Jeg kan mærke at mit overskud ikke rigtig er der. Jeg skal endnu engang stikkes og have lagt et “kateter”. Mine blodåre kan snart ikke mere. Min Mor er med mig inde, for at blive stukket. Ved det lyder helt “absurt”. Men jeg er så svær at stikke og kunne snart ikke klare flere nåle. Jeg fortæller, at jeg er svær og stikke og nu går sygeplejersken lidt i “panik”. Jeg prøver at være overskudsagtig og fortæller, at hun selvfølgelig godt kan stikke mig første gang. Hun prøver og det lykkes ikke. Der kommer en narkoselæge. Og så var den der. Min Mor forlader lokalet og kan mærke, at hun synes det er hårdt at jeg skal igennem alt det her, selvom hun prøver at være stærk over for mig. Det gør mig ked af det på hendes vegne. Jeg skal jo nok klare den.

img_0010

Et af de utallige scanninger. Dette er dog ikke en CT-scanning.

Under CT-scanningen skal de sprøjte kontrastvæsken ind i kroppen på mig via min blodåre. Det er på ingen måde behageligt. Lige pludselig bliver det sprøjtet ind meget “kraftigt”. Følte helt, at min arm løftede sig. Pludselig får jeg trykken for brystet og bliver varm i hele kroppen, som havde du 40 i feber. Der kommer en stor tissetrang og jeg føler mig virkelig bare dårlig. Men det forsvinder trods alt hurtigt igen. ENDELIG færdig og kan nu se frem til min sidste operation i morgen.

Jeg beholder det kateter, som blev brugt til CT-scanninge så jeg ikke skulle stikkes igen dagen efter. Hvilket var en rigtig dårlig ide, fandt jeg ud af. Jeg kunne kun have armen i stræk, da kateteret sad rigtig dårligt i forhold til armbevægelse. Og samtidig med var jeg mega nervøs for, at den skulle falde ud. Så den nat blev der ikke rigtig sovet.

Jeg kan ikke mere!

Jeg har “pralet” meget af mit overskud og energi indtil nu. Men onsdag aften efter CT-scanningen går jeg helt ned. Jeg kan ikke mere.

Jeg vil ikke opereres i morgen – det giver virkelig ingen mening. Hele min familie siger jeg skal, selvfølgelig gør de det. Men det er heller ikke dem der skal igennem alt det her. Jeg er afkræftet og mit overskud er ikke eksisterende. Og bare tanken om, at jeg skal opereres igen, så knækker jeg. Jeg ringer til mig læge og tager en snak med ham og fortæller at jeg ikke vil opereres. Han er virkelig god og får mig snakket til “fornuft”. Hvis jeg siger nej tak, vil det komme til at se ud som om, at jeg ikke vil hjælpes af systemet. Og oven i det, hvis det skulle ske at jeg får et tilbagefald – så kan jeg med god ro i sindet sige, at jeg dengang gjorde alt hvad jeg kunne for at blive rask. Og den pointe har han 100% ret i, så skal jeg ikke beskylde mig selv for, at det er min egen skyld – hvis jeg skulle få et tilbagefald (7.9.13)

2. Brystoperation

Jeg bider natten i mig – har sovet ekstremt dårligt med det skide kateter. Vi går i krig igen, og står tidligt op for at være i Viborg kl. 8.00. Vi får en stue og jeg får skiftetøj. 5 min. senere får jeg besked på, at operationen er udsat “DET ER BARE LØGN….! De ved ikke til hvornår.. Så det er bare med at vente. Har fastet i lang tid nu. Og er ekstremt sulten, så på den måde er det også ret irriterende. Endelig kommer sygeplejersken ind og det er min tur. Der er kl. 10.15. THANK GOOD! Jeg bliver hentet og er så klar til den her operation. Kateteret virker heldigvis, det var da altid noget.

img_0027

Vi venter på, at blive opereret. Er sulten og ekstremt træt og er forsinket i 3 timer.

Jeg vågner og har det faktisk OK. Jeg tager ikke imod morfin, da jeg fik det rigtig skidt af det sidste gang. De har åbnet mig i det ar, som jeg har i forvejen har på brystet, for ikke at lave flere ar på mig. Får at vide, at de har fjernet mere af mit sunde væv, men operationen gjorde ikke nogen forskel for mig. Og de fandt ikke noget suspekt. Sidder med en meget ambivalent følelse, men nu kan jeg sige at jeg har gjort det! Det går rigtig godt og kommer hjem om aftenen.

Da jeg vågner dagen efter har jeg SINDSYGT ondt. Det river i mit bryst, hver gang jeg rejser mig og jeg kan slet ikke klare denne smerte og jeg er normal ret hårdfør. Men i og med, at det er i et “gammelt” ar (2 uger), så føler jeg at smerten er dobbelt så slem, som første gang. Jeg kan kun ligge ned, så brystet får støtte. Jeg græder virkelig hver gang jeg skal op og stå, da smerten er så stor. Min Mor passer Alfred og jeg IGEN, så jeg får hurtigt min læge til at godkende nogle morfin piller, som hun henter. Hvilken lettelse det var – så kunne jeg endelig “slappe af”.

Ugen er gået, og nu skal jeg bare komme ovenpå. Men CT-scannigen sidder stadig i mig. Og venter i spænding på at få svar..  

// CC

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

"Dommens" dag !