Ventetiden og klargøring inden operationen

Ventetiden op til min operation er virkelig lang !

Der kommer til at gå to uger, før jeg skal under kniven. Og tro mig, der når virkelig at gå mange tanker igennem på en. Kan det nå at sprede sig? Hvor alvorligt er det? Har jeg kræft andre steder? Og tusinde andre tanker. Tiden går ekstremt langsomt.

Men jeg får dagene til at gå. Der er en masse lægebesøg, et hav af blodprøvetagninger, genetiske test, blandt andet for at se, om det ligger i familien. Hvilket det heldigvis ikke gør. Besøge svigerfamilien og venner, samt klargøring inden operationen. Jeg måtte blandt andet ikke amme Alfred længere, i forhold til operationen. Så der var mindst mulig mælk i brystet.

img_7092

Bag døren her, skal jeg have indsprøjtet blåt kontrastvæske ind i brystet. Eller rettere, lige ind under min højre brystvorte. Det var på ingen måde nogen fornøjelse. Det skal hjælpe min læge, til at se om det har spredt sig til lymferne, når jeg bliver opereret.

img_0009

Maskinen her skal tjekke, at væsken har spredt sig til lymferne.

img_0021

Jeg er ved godt mod. Men jeg aner heller ikke, hvad der venter mig.

img_7099

Alfred fik en sprøjte fra en sygeplejerske, da han havde været så dygtig.

Jeg får virkelig også meget af tiden, til at gå med, at læse og forstå. Eller rettere – min søster hjælper mig. Jeg kan slet ikke overskue noget som helst. Så min søster er simpelthen så fantastisk, at hun hjælper mig. Hun sidder og læser den ene pjece efter den anden, og forklarer og fortæller fra cancer.dk. Det er virkelig en kæmpe hjælp. Og giver mig et meget større overskud, og forståelse. Er helt klar noget, som jeg vil anbefalde andre og få hjælp til. Og samtidig, så er du ikke alene om at læse alle de informationer. For det kan virkelig være hårdt og det er ikke alting, som man lige forstår.

Men tiden går og lige pludselig er det dagen inden operationen. Jeg er enormt nervøs, for jeg har aldrig været under kniven eller i fuld narkose før. Og samtidig så aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske eller hvordan det kommer til at ske.

Det eneste der er at gøre, er at tage en dag af gangen. 

 // CC

Hvorfor mig?

Jeg har tit tænkt – hvorfor mig? Det er så sjældent, at unge får brystkræft. Faktisk er det mellem 8-10 (muligvis højere) kvinder om året, der er under 30 år, som bliver ramt. Hvor uheldig kan man lige være?

img_7007

Præcis den her morgen, gik det op for mig, at jeg er alvorlig syg og at jeg skal miste mit hår !

Hvis man går ind og læser på cancer.dk’s hjemmeside – over, hvad der beskytter mod brystkræft. Så er det blandt andet følgende: 

Børnefødsler

Ung alder ved første fødsel

Amning

Fysisk aktivitet

Jeg opfylder alle ovenstående krav. Det er SÅ frustrerende og uforstående. Jeg ved jo godt, at man aldrig kan sige aldrig. Og kender desværre få, som er/har været i samme situation. Og det er skræmmende, at tænke på – men hvad skyldes det?

Jeg forstår ingenting. Det er altid naboen det sker for, eller dem, som er over 50. Jeg er ung og frisk. Ryger ikke, har altid dyrket motion og levet sundt. JO jeg kan godt lide alkohol, fastfood og slik. Men ikke mere end alle andre unge mennesker. Brystkræft ligger ikke i familien og jeg er blevet testet gentetisk og i hovede og røv –  og der er ingenting, at komme efter. Lægerne ved ganske enkelt ikke, hvorfor. Men når alt kommer til alt. Er det så egentlig ikke ok, at jeg ikke ved hvad det skyldes? Eller hvad?

Nogen gange gad jeg virkelig bare godt vide, hvad det skyldes! Er det slik, alkohol, eller den mælk jeg drikker – eller er det lige præcis den der specifikke ting, som jeg gør. Hvis jeg bare vidste det, så var det jo SÅ nemt bare, at lade være med at indtage det eller gøre det. Og den uvished skal jeg leve med, og det gør netop også, at du bliver paranoid. 

img_6133

Præcis det her, skal der være plads til engang imellem!

Er det muligt, at leve “normalt” igen, nu hvor jeg er over min behandling? Jeg får tit dårlig samvittighed over, hvis jeg sidder med slikskålen om lørdagen, eller et stykke chokolade ryger ned til Den Store bagedyst onsdag aften. I starten tænkte jeg, FOR FANDEN CC!! Og havde mega dårlig samvittighed, for hvad nu hvis jeg får tilbagefald. Så er det min egen skyld! Men er det en måde, at leve resten af sit liv? At skulle have dårlig samvittighed hver dag? Ikke for mig! Jeg håber, at jeg kan leve videre som “før”. Selvfølgelig tænker jeg mere over, hvad jeg putter i munden og motionere stadig. Det er klart, man er jo bange for, at kræften vil komme tilbage. Og det er sindsygt alvorligt, at have fået kræft. Men at ende som fanatiker og ikke må drikke mælk, kaffe, spise slik, drikke alkohol, spise rødt kød og hvad der ellers er – det er i hvertfalde ikke det rigtige for mig, og den person jeg er. Jeg er en livsnyder og det skal der ikke ændres på. Men alt med måde selvfølgelig. Og om nogen, så har jeg fundet ud af, at livet skal leves lige nu og her. 

smukmedcancer

#livsnyder – så laver Michael verdens bedste frozen gin/lemon.

Og hvad er overhovedet rigtig og forkert. Selve fitness dronningen Charlotte Bircow blev også ramt. Og hun lever da op til alle lægers råd, om sund livsstil, kost osv. Og alligevel, bliver hun ramt. Er der overhovedet nogen opskrift på, hvordan man IKKE bliver ramt af kræft? Er det så uheld?

Jeg tror det vigtigste er, at man er tro mod sig selv. Og man skal gøre, hvad der gør en glad og vigtigst af alt, få grinet en masse. Væk med al negativitet! Om det så er dig selv eller dine nærmeste. 

Jeg er stensikker på, at den aller bedste og vigtigste medicin du kan give dig selv – er åbenhed og positivitet. Det har 100% virket for mig. OG vær realistisk, og tag imod en behandling med kyshånd <3 

// CC

Jeg har brystkræft !

Vi forlader hospitalet med en meget underlig følelse. Det er så urealistisk, på alle mulige måder. Og jeg tror slet ikke, at det er gået op for mig.  


Vi kører hjem ad. I bilen er jeg stadig i chok, og er helt tom for ord. Michael og jeg kigger bare på hinanden, uden at sige noget. Men lige pludselig, så bryder jeg sammen. Jeg græder og græder og græder. Min mor, far og søster venter der hjemme. Jeg kan slet ikke holde ud, og give dem beskeden. Jeg ved de bliver så kede af det. Jeg er selv lige blevet mor, og tør slet ikke tænke på, hvis noget lignende skulle ske for Alfred. Så den følelse og bekymring de skal til at igennem, kan jeg 100% sætte mig ind i.

img_7005

Diverse pjecer, som jeg fik af min læge.

Familien

Inden vi går ind af døren, tager jeg lige en dyb indånding. Vi kommer ind og jeg gør alt hvad jeg kan for, at vise overskud. Mor, far og søster er meget rolige, og vi står alle i køkkenet. Jeg tager mod til mig, da jeg kan se på deres øjne, at de bare venter på svar. “Jeg har brystkræft”! Min mor bryder decideret sammen og udbryder, “hvordan kan man som 27 årig have brystkræft”! Jeg har aldrig set min mor så ked af det. Og det gør så ondt på mig at se. Og hun siger flere gange, at det var hende som skulle have haft det. Min søster er også helt færdig af gråd, og står som et stort spørgsmåltegn og græder, som jeg heller aldrig havde set før. Og det gør virkelig så ondt på mig, at se. Min far tog det i og for sig “flot”. Han virkede fattet. Og det havde jeg slet ikke set komme, da jeg altid har været fars lille pige. Så det kommer virkelig bag på mig, at han tager det som han gør. Jeg havde troet, at det var ham som ville tage det hårdest. Vi står alle i køkkenet og græder, holder om hinanden, mens lille Alfred slet ikke forstår noget. Men her mærker jeg  virkelig, hvor skøn og stærkt et bånd jeg har til min familie. Hold nu op, det betyder ALT for mig!

Pludselige skal min far ud og køre – det virkede så mærkeligt og manglende forståelse for situationsfornemmelse! Jeg blev faktisk lidt fornærmet. Senere sætter vi os til bords og begynder at spise. Jeg sidder lige overfor far, han kigger på mig og jeg smiler til ham. Og SÅ kom den – han bryder helt sammen. Han forlader bordet hulkende. Jeg går efter ham, og lige pludselig føler jeg mig faktisk stærk. Jeg fortæller ham, at det hele nok skal gå, og jeg jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan, for at komme igennem det her forløb. Michael fortæller mig senere, at far slet ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv og vidste ikke hvordan han skulle håndtere hele situationen. Men med et – så tror jeg det gik op for ham, at hans datter faktisk er alvorligt syg.  

img_3457

Far, Sis, jeg og Mor

Resten af ugen ender det faktisk med, at vi alle sammen sover hos mine forældre. Det tror jeg faktisk vi gør i 3-4 dage. Det faldt os bare så naturligt, at vi alle sammen skulle være sammen og få snakket det hele igennem. Hvordan vi har det, hvordan klarer vi hele situationen. Samtidig “joker” og pjatter vi også. Det er noget, som altid har været en stor del, af vores familie. Og tror det var vigtig for os, at vi kunne bevare det. Men især vigtig for mig.

Venner

Åhh, det var en hård aften. Jeg ringede til alle de tætteste af mine/vores venner for, at fortælle dem den kedelige nyhed. Det var så pisse hårdt. Ligesom min familie, fik mine venner også et kæmpe chok. Men jeg havde det bedst med, at ringe samme aften. Og ja igen, måske var det stadig ikke rigtig gået op for mig. For på en eller anden måde, var jeg fattet omkring hele situationen. Jeg tror mere jeg begyndte og græde, fordi alle mine venner gjorde. Det var hårdt og høre dem være så kede af det. Jeg husker ikke så meget af samtalerne, af en eller anden grund. Jeg ved kun hvem jeg ringede til. Eller gjorde jeg! Men jeg husker tydeligt, at jeg ringede til en veninde, som spurgte om det var en joke. Hvor jeg bare tænkte, “er det noget og joke med?”! Lidt underlig kommentar, kan jeg huske at jeg tænkte. Kan også huske, da jeg ringede til en anden veninde. Hun var mundlam i 2-3 min. og kunne bare høre hun begyndte og græde og slet ikke forstod det. Det er første gang, jeg ikke har hørt hende sige noget, i så “lang” tid. Og kan faktisk slet ikke huske, hvad vi snakkede om der fra. Der var specielt en samtale, som jeg husker mere tydelig end andre. En veninde, som altid har været den cool “overbeskyttende mor” og som til tider, godt kan være det over for mig også. Altså på den rigtig gode måde. Jeg husker lige så tydeligt, at hun siger. “Nej CC, det er bare løgn. Men det VED jeg, at du nok skal komme igennem”. Og den kommentar har jeg holdt fast i. Alle har selvfølgelig sagt, at jeg nok skulle komme igennem det. Men hun sagde det virkelig på en overbevisende måde, så jeg ikke var i tvivl om, at jeg nok skulle klare den. Det betyder også meget, når lige præcis hun siger det. For alt der kommer ud af hendes mund, er altid velovervejet. Hun er cool og tænker på en helt anden og mere moden måde, end mange af mine andre veninder. Hun er sindsygt god der. Hun er altid ærlig, og siger ikke altid kun sukkersøde ting, bare for at gøre en glad. Hun mener virkelig, hvad hun siger. På godt og ondt. Og det elsker jeg ved hende. 

Det var vigtigt for mig, at dem der var tætte på mig, hørte det fra min mund. Man ved aldrig i dag, hvordan tingene kommer ud. En fjer bliver hurtigt til fem høns. Og i denne her situation, ville jeg ikke risikere noget. 

img_7001

Det var et puslespil uden lige, bare at skulle holde styr på diverse samtaler og operationstider.

Dagen efter fik jeg også skrevet rundt til tidligere kollegaer, “gamle” venner osv. så de også hørte det fra mig. Der kan man altså sige, at det sociale netværk er genialt. Længe leve Facebook. 

De følgende dage, var meget urealistiske på en eller anden måde. Min søster var stadig sønderknust, og kunne slet ikke koncentrere sig på arbejdet. Og endte med, at hun kom hjem og snakkede det hele igennem igen. Jeg troede faktisk ikke, at det ville ramme hende så hårdt. Jeg vidste hun blev ked af det, men slet ikke i den grad. Men på en eller måde, hjalp det mig også. For jeg skulle overbevise hende om, at jeg nok skulle klare den og samtidig lovede jeg hende det også. Og det gjorde, at jeg også selv blev helt overbevist om, at selvfølgelig klarer jeg den. For familie, venner og ikke mindst Michael og Alfred.

Jeg har fået en masse fantastiske og rørende beskeder, igennem hele forløbet, og det har simpelthen betydet så afsindigt meget, og rørt mig på alle mulige måder. Det har også gjort, at jeg selv er blevet overbevist om, at jeg nok skal klare den. Hvis andre tror på mig, så gør jeg også. Så jeg står virkelig i stor gæld, til alle dem der har skrevet og ringet igennem mit forløb.  

img_6994

Blomster og chokolade fra alle de bedste <3

// CC

Det uventede

Jeg blev ringet op mandag d. 16. November 2015 – “Christina, vi har fået svar på prøverne – kan du komme i morgen?”. Jeg havde allerede fået en tid om torsdagen i Holstebro, hvor jeg skulle have svar. Men tænkte ikke videre over, at de ville se mig før – men det skulle jeg måske have gjort…

img_6781

Alfred og jeg på vej i mødregruppe, her er han 3 mdr. gammel.

D. 17. November 2015 kører vi atter til Holstebro,  men denne gang, for at få svar på vævsprøverne. Michael var held i uheld syg, så ham og Alfred tog med mig igen. Vi sidder i venterummet, og hygger med Alfred. Så blev mit navn råbt op “Christina Elbæk Christiansen”? Jeg undrede mig over, hvorfor det var en overlæge, som skulle give mig svar på, at det “bare” var brystbetændelse eller lignende. Vi kommer alle 3 ind i et lokale, sammen med overlægen og en sygeplejerske. Vi sat os alle ned og der gik ikke mere end 2 sekunder så…

Beskeden

“Christina – vi har fundet kræft i dit højre bryst”. Tiden stod stille, jeg hørte ikke andet end ordet, KRÆFT. Tanken om, at jeg ikke skulle se Alfred vokse op, gjorde mig HELT magtesløs. Døden – er det allerede slut? Det er så uretfærdigt og unfair på alle mulige måder. Jeg havde lige født min søn for 4 mdr. siden, som er sund og rask. Og det er min opgave, at tage sig af ham. Jeg kunne slet ikke kigge på Alfred, bare tanken om at jeg skulle skuffe ham, den tanke, var så modbydelig. Det var en følelse, som jeg slet ikke kan beskrive. Jeg var tom for ord, og følte mig på en eller anden måde vægtløs, alt forsvandt under mig. Min identitet, alt. En følelse af svigt og tab over for Alfred og Michael. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Og bare blikket fra Michael, så var jeg på stadiet til at bryde sammen. Det var det mest ubehagelige jeg nogensinde havde prøvet. Alt luft blev suget ud af mig, det sortnede fuldstændig. Og i et langt stykke tid bagefter, hørte jeg slet ikke hvad lægen sagde. En følelse jeg aldrig vil glemme, og ønsker ikke for nogen, at de skal komme i den situation.

Jeg kom dernæst til den følelse af, at jeg bare havde den største lyst til, at slå min læge. Hvad fanden bilder han sig ind og give mig den besked. Min søn og mand sidder lige ved siden af. Hvordan kan du være det bekendt. Og er du sikker på, at det er rigtigt? Jeg var så sur og vred. Min læge forklarede bare videre – der var lagt en køreplan. Og det hjalp mig på en måde, så jeg kunne komme igennem samtalen. Men jeg har alligevel kun hørt halvdelen af det der blev sagt, var slet ikke til stede. Og kan huske flere gange, at jeg spurgte min læge, ud i det blå “jamen skal jeg dø?”, “kan du fjerne knuden?”,  Du fjerner bare begge mine bryster, det er lige meget. Jeg skal bare være rask. Lægen fortæller, at han kan lave en brystbevarende operation, og det tænker jeg kun er positivt, i forhold til hvor slem kræften er. Men kan mærke knuden er stor, den sidder lige i siden af brystet. Lægen fortæller mig også den er ca. 3 cm. Men er det stort eller småt? Det ved jeg ikke.   

14706806_10154559071615350_4371012429788171975_o

Alligevel nåede jeg til sidst at tænke. Okay Christina, du skal nok komme igennem det her. Det bliver hårdt, men du kommer igennem. Til sidst endte det med, at jeg på en eller anden måde finder viljen, styrken og troen på, at jeg nok skal klare det. Selvom man sidder med følelsen af, at alt et kort sekund blev taget fra en. 

// CC

 

Kræft ?

Knuden

I forbindelsen med min amning, begyndte jeg at kunne mærke en knude i mit højre bryst. Jeg begyndte at tænke over det, da jeg havde ammet i ca. 2-3 måneder. Hver gang Alfred havde lagt til, forsvandt knuden ikke. Men var helt sikkert på, at det bare var en hævet mælkekirtel, som de fleste jo får under amningen. Jeg tænkte ikke mere over det, og ventede egentlig bare på, at den ville forsvinde igen. Jeg prøvede at massere den mindre efter hver amning, men der skete ikke rigtig noget.

Efter 4 måneder var den stadig ikke forsvundet. Jeg nævnte det for min mor og søster og et par veninder. De rådede mig til at tage til læge, bare for at være sikker. Synes måske det var lidt overilet, men til sidste endte det med, at jeg bestilte en tid til lægen. 

Fredag d. 23. Oktober 2015, kommer jeg så til læge. Jeg får en ung læge, som mærker og undersøger brystet nærmere. Hun nævner over for mig, at hun er i god tro om, at det højst sandsynligt er en mælkeknude. Men for, at være sikker ville hun lige hente en mere erfaren læge. Hun kommer ind og gennemgår det samme rutinetjek, som den anden læge. Og nævner også, at hun er sikker på, at det er en mælkeknude. Dog, vil hun for en god ordens skyld, bestille en tid til Holstebro, som har et brystcenter. Jeg havde det rigtig dårligt med, at de skulle spilde sin tid på mig. Nu hvor det bare var en mælkeknude. Men de mente, at det var rart nok lige, at få det bekræftet. Så kunne man slå andre tanker ud af hovedet. Men havde nu aldrig selv tænkt, at det kunne være brystkræft. Men jeg sagde OK, og så nu bare frem til at Alfred skulle døbes om 2 dage. 

  img_6754

Alfreds barnedåb d. 25. oktober 2015.

Besøg på brystcentret

Dagene går, som de plejer. Og jeg får en besked fra Brystcentret i Holstebro. De har en tid til mig, d. 6. November 2015. 

Michael havde tidligt fri, så ham og Alfred tog med mig til Holstebro. Jeg var på ingen måde nervøs, vidste nok ikke rigtig, hvad jeg gik ind til. Vi ankommer og venter på, at mit navn bliver råbt op. Sygeplejeskerne virkede altså bare så søde. De tager godt imod os, og kredser rigtig om lille Alfred. Det smelter jo mors hjerte. 

Mit navn bliver råbt op. Jeg går selv med ind, selvom jeg egenligt gerne vil have Michael med. Men Alfred var lige ude, at blive skiftet. Skidt pyt, jeg kan jo også sagtens klare mig selv. 

img_6331

Liv og glade dage, inden kræften var i vores liv.

Da jeg kommer med sygeplejersken, starter jeg selvfølgelig med at tage mine overdele af, så de kan undersøge mit højre og venstre brystet. Der er kun en knude i højre side. Hun kan dog også mærke en lille knude ved lymfekirtlerne, den var jeg selv slet ikke klar over. Men det kan også være en hævelse, i forbindelse med min amning. De spørger ind til, hvordan det føles, gør det ondt, hvornår mærkede du den osv. Derefter ligger jeg mig på en briks. Jeg starter med, at få taget en ultralydsscanning – ligesom når man er gravid. Det er selvfølgelig, så bare på brystet. Hun kører frem og tilbage og det virker til, at hun ikke rigtig kan se noget. Jeg ammer stadig Alfred, så kan det måske påvirke. Jeg ved ingenting. Hun siger ikke rigtig noget, og siger hun gerne lige vil have foretaget et mammografi, da jeg er så ung. Et mammografi er en røntgenundersøgelse af brystet. Dem får man hyppigst foretaget, hvis knuderne er så små, at man ikke kan mærke dem. De kan opdages helt ned til få millimeter. Jeg kommer ind i et lille lokale ved siden af, hvor maskinen står. Jeg ligger mit højre bryst på pladen, og brystet bliver mast mere og mere sammen. Hold nu K*** det gør ondt! Og det løber ud med mælk, på grund af min amning. Perfekt, at Alfred lige havde fået mad. Efter det går der lige 5-10 min., hvor jeg venter. Så kommer lægen ind igen. Hun vil gerne lige have taget vævsprøver, bare lige for at være sikker på at der ikke er noget. Jeg tænker, at det er da kun positivt, at de er så grundige og tænker ikke mere over det. Jeg bliver lokalbedøvet og kunne VIRKELIG godt bruge Michael lige nu, nåle og jeg er en rigtig dårlig kombination. Den søde sygeplejerske spørger om hun skal hente Michael, men hey. Jeg har altså lige født, nu må jeg sq tage mig sammen. Sygeplejersken holder mig i hånden, imens jeg får lokalbedøvelsen. Hun er virkelig sød og nusser mig på armen. Det er ikke det mest behagelige jeg har prøvet, det svier sindsygt meget. Hun siger jeg klarer mig så flot – og jeg føler mig, som 3 år igen. Jeg har følelsen af, da man for første gang var til læge og får en slikkepind til sidst, fordi man er så dygtig.. Så bliver jo helt stolt af, at jeg har gennemgået det her alene. Jeg skal lokalbedøves 2 steder, i knuden og den lille knude under armhulen, altså ved lymfekirtlerne. 

Undersøgelserne var færdige, og var lidt rystet over hvor meget jeg skulle igennem, i forhold til at det bare var en mælkeknude. Men igen, det er bare dejligt, at de gør deres arbejde godt. 

img_0005

Venter på at lægen skal undersøge mit bryst. 

Michael, Alfred og jeg tager ind til byen, hvor vi hygger lidt inden vi vender snuden hjem ad. Jeg tænker ikke over, hvad resultatet kunne være. Bare at det er rart, at jeg kan få bekræftet at det er en mælkeknude med betændelse i. Det klarer vi med noget antibiotika.

// CC