Kræftens Bekæmpelse

Få dage efter, at jeg havde fået konstateret brystkræft. Tog min søster, mor og jeg ind til Kræftens Bekæmpelse i Herning. Vi havde fået at vide, at det var med at bruge alle de hjælpemidler vi kunne. Og Kræftens Bekæmpelse var selvfølgelig en af dem. 

Vi ankommer til Kræftens Bekæmpelse i Herning. Mit første indtryk af huset, er SPOT ON! Arkitekturen er så flot. Rummene er lyse og åbne. Der er virkelig bare en god og hyggelig stemning. Og fyldt med en masse små hyggekroge. Lokalerne er i den flotteste gamle, nyrenoverede murermestervilla. Højt til loftet, med de smukkeste stuk. De har lavet en kombination med store lyse vægge og lignende spånplader. Det er er lavet så smukt. Råt, men samtidig varmt og behagelig atmosfære. 

Vi bliver taget imod med åbne arme, og falder hurtigt i snak med en rådgiver. 

Sammen med rådgiveren, går vi ud i udestuen. Det var så hyggeligt. Men da vi får os sat, føler jeg at det hele bliver lidt akavet. Hvor starter og slutter man? Hvad føler jeg egentlig! Går vi all in på psykologien eller hvad skal der ske?

Jeg fortæller kort om min historie, som det var dengang. Jeg er egenlig ok, med at fortælle det. Begynder ikke og græde eller noget. Men på et tidspunkt spørger rådgiveren Camilla “hvordan har du det, med alt det her”? Og husker, at hun bare bryder sammen og fortæller, at hun mega bange for, hvad der skal ske i fremtiden. Det gør så ondt, at se hende sådan. Det er jo mig, som skal tage sig af hende. Jeg trøster og holder om hende. Min Mor forstår ikke, hvorfor det ikke var hende der fik det. Sådan skulle det jo have været. Men sådan føler jeg det jo slet ikke. Men forstår godt hvad hun mener. Jeg vil også til hver en tid, tage den for Alfred f.eks. ALTID!

Sis og jeg prøver parykker

Men helt ærligt, så har jeg det også sådan – at ud af min familie, så var det den “rigtige” som kræften ramte. Jeg ville slet ikke kunne bære og se min Mor, Far, Michael og Søster gå igennem det eller for den sags skyld nogen andre i min familie/svigerfamilie. Jeg er den stærkeste og jeg påtager mig gerne den her lorte sygdom. Når det nu skulle være. At være på sidelinen, ville jeg slet ikke kunne holde ud, så vil jeg langt hellere være offeret får jeg fortalt rådgiveren. 

Mor jeg prøver parykker

Rådgiveren spørger virkelig ind til de rigtige ting. Og det var rigtig rart, at snakke med en udefra. Som ikke havde følelser involveret. Men så det, fra en helt anden vinkel. Og det var også rart, at rådgiveren kunne spørge min mor og søster om ting, som jeg måske ikke ville “turde” at spørge om,  men meget gerne vil vide. F.eks. hvordan de har det og føler. Det får man ikke rigtig svar på, hvis jeg spørger. Igen! Alle vil være så stærke. Men det behøver de altså ikke altid, vel?

Da vi forlader Kræftens Bekæmpelse, var vi alle var meget mere lettede for spørgmål og tanker, som farer rundt i hovedet på en/os. Og vi skal helt sikkert blive ved med at bruge Kræftens Bekæmpelse. De ved hvad de gør og spørger om de helt rigtige ting. Uden at man føler at man snakker med en psykolog, som man kan have en masse forestillinger om. Men det er virkelig rart og kan klart anbefales til andre. Michael og jeg skal helt sikkert også afsted. Nogle gange ønsker jeg bare, at jeg kunne få at vide. Hvad han tænker og føler. Og han bare var ærlig over for mig. Han behøver ikke altid og være stærk. Jeg vil også gerne vide, hvordan han har det. Og det håber jeg virkelig, at noget professionel rådgivning kan hjælpe os med. 

// CC