Mit kemobehandlingsforløb

Jeg skal have svar på min CT-scanning samtidig med, at vi skal gennemgå mit kemobehandlingsforløb. Jeg er ret spændt, men glæder jeg mig også sindsygt meget til at komme igang. Jeg har ventet i en halvanden måned nu og føler ikke rigtig jeg kommer videre, før min kemobehandling starter. Men nu er det nu. Og jeg er så spændt på, hvad min læge siger til mig og høre om hvordan de næste 6 måneder kommer til at se ud.

Michael og jeg ankommer til Onkologisk afdeling i Herning. Lægen er forsinket og venter i 15-20 min. Endelig bliver vi kaldt ind. Hans hår er stadig vådt efter badet og ligner en der lige er stået ud af sengen. Det bliver mega godt det her – tænker jeg ! Eller? Nå, vi får os sat og han begynder at læse min journal. Kunne man måske forberede sig bare lidt?

img_7257
4 dage inden min første kemobehandling. Jeg nyder Alfred inden det går løs!

Michael og jeg kigger ret skeptiske på hinanden. Lægen siger “Christina, du har fået et ordentlig slag af en boksehandske”. Og det kan jeg jo kun give ham ret i. Jeg får også at vide, at der INTET var på den CT-scanning, som jeg fik lavet i Viborg! THANK GOD!!! Jeg er så lykkelig. Og kan også se, at Michael er lettet. Der er virkelig positive ting, selvom alting ser ret sort ud.

Nu kan vi endelig fokusere på mit behandlingsforløb. 

Det skal lige siges – at det kan godt være jeg havde været lidt skeptisk i forhold til min læge. Men hold nu op, hvor er jeg glad for ham. Han siger tingene lige ud, og til tider på en humoristisk måde. Hvilket jeg er vild med. Han er cool og forstående. Og gør, at alting ikke er så “alvorligt”. 

Kemoterapi 1.

I mit første forløb skal jeg have kemo hver 3. uge. Og det forløber sig over 3 gange. Dvs. i alt 9 uger. Bivirkninger ved denne kemo er blandt andet kvalme og opkast, slimhinde irritation, hårtab, muskel og led smerter, påvirkning af immun forsvaret. Dvs. at jeg er mere modtagelig end andre over for bakterier, og på den måde er det lettere for mig, at blive syg. Skulle det ske, at jeg bliver syg. Så rykkes mine kemobehandlinger, da jeg så er for svag, til at modtage behandlingen. Netop derfor er man ret påpasselig med sygdom og vælger at få 3 håndsprit i hjemmet 😉

img_7304

Venter på, at jeg skal have lagt min PICC-line. Vi ventede fra kl. 7.30-12.30 (ikke nemt med en lille baby) Heldigvis var Morfar med. Der var seriøst 2 læger, som uafhængig af hinanden troede, at det var min mand. Min Far lever stadig på den 😉

Kemoterapi 2.

Under normale omstændigheder skulle jeg herefter, igang med den kemoterapi der hedder Taxotere. Som vil forløbe sig ligesom ovenstående. Hver 3. uge, 3 gange. Det er en rigtig hård behandling, som også er værre end 1. kemoterapi. MEN der er kommet et nyt tiltag, som hedder Taxol. Jeg er faktisk en af de første i Herning, som får tilbudt dette forløb. Da det startede op i Januar 2015. Lucky me! I og med at det sidste forløb er så hårdt, har de forsket i at man kan fordele kemoen. Dvs. at jeg i stedet får tilbudt, at jeg kan få kemoterapi 1 gang om ugen i alt 9 gange. Så får jeg mindre portioner kemo, men skal så have det hyppigere. Resultatet i sidste ende vil stadig være det samme, som på den gamle måde. Men bivirkninger skulle være minimale. Det der også er ved denne terapi er, at du kan slå ud under behandlingen. Trykken for brystet, hvertrækningsproblemer og udslæt på kroppen. Så der er en lille risiko for, at du ikke kan tåle den. Så er det risikoen værd?

PICC-line

Man skal have taget blodprøver hver gang, inden en kemoterapi for at se om ens tal er okay, i forhold til at modtage kemoterapi. Så man skal stikker ret mange gang i sådan et behandlingsforløb. Sygeplejersken som er med inde i lokalet, ser på min arm og siger hurtigt, at jeg skal have en PICC-line da hun slet ikke kan se eller finde mine blodåre. Hvilket jeg er taknemmelig for, da jeg ved de har skåret det væk grundet økonomi. Og at jeg er gul og blå hver gang jeg bliver stukket. Så føler mig lidt heldig og taknemmelig lige nu. 

En PICC-line (perifert indsat centralt kateter) er et tyndt silicone-kateter der sidder i en vene i overarmen. Katetret lægges under ultralyd og lokalbedøvelse. PICC-line skal skiftes 1 gang om ugen. Dvs. at der kommer en hjemmepleje hjem til mig 1 gang om ugen for at skifte den. 

img_7328

Min PICC-line. Jeg skulle virkelig vænne mig til, at jeg de næste 5 måneder skulle rende rundt med denne sag, samt forbinding.

Strålebehandling

De har valgt, at jeg skal have alle de strålebehandlinger, som jeg kan. Dvs. at de har valgt, at jeg skal have 35 gange. 1 gang om dagen. Det er max. Men det er ikke noget vi bruger det helt store tid på, da første skridt er kemoterapi. Den tager vi senere, da jeg ikke skal fokusere på det også. 

Jeg føler mig klar til afgang, så at sige. Og jeg vælger at mit 2. kemobehandlingsforløb skal være Taxol. Samt skal jeg også have noget medicin som hedder zoladex, det skal beskytte den ene æggestok jeg har. Så der er mulighed for, at jeg kan blive gravid på den. Så jeg ikke skal have opereret den anden ind igen. Jeg bliver sat i tidlig overgangsalder, og kan nu sætte mig ind i hvordan min Mor har det!

Jeg skal yderligere gå i 10 dage, før vi starter 1. behandling. Den kan kun gå for langsomt!

// CC

“Helvedes ugen”

Det er mandag d. 15/12 2015.. Og jeg ved, at jeg kommer til at gå en hård uge i møde. Men kan lige så godt få det overstået. I dag slapper jeg af, og kører til Århus senere. Hvor vi skal overnatte hos min svigerinde og kæreste. Så skal jeg ikke så tidligt op i morgen. Og jeg kan få tankerne lidt væk fra det hele.

Operation af æggestok

Jeg vågner tidlig, tirsdag morgen. Jeg skal have fjernet min ene æggestok. Det er i forhold til barn nr. 2, hvis kemoen skulle beskade dem. Så for en god ordens skyld, får jeg fjernet den ene. Så har vi en plan B, hvis den anden ikke kommer til at fungere igen. 

Michael og jeg venter i et lokale sammen med 6 andre. Jeg er lidt nervøs. Men det skulle være et meget mindre og ukompliceret indgreb. Som lægen sagde, “jeg gør det her hver dag – så der sker ikke noget”. Det gør mig tryg for er virkelig ikke i humør til endnu en operation. Mit navn bliver råbt op, og jeg siger farvel til Michael. Vi snakker kort om indgrebet. Og så skifter jeg til det elskede hospitalstøj. Jeg kommer op på en briks. Ligesom dem der er oppe ved lægehuset, når man skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse. Ergo, du ligger virkelig dårligt! Vi går i gang, og jeg er virkelig ved at blive ret hardcore til de nåle der… 

Da jeg vågner ligger jeg stadigvæk, på den skide briks. Jeg har ondt i maven, og det er altså kun 2 uger siden at jeg blev opereret i brystet. Så jeg er ikke helt frisk endnu. Briksen er mega smal, til min godt i stand krop. Og jeg vågner og ligger bare ad helvedes til. Sygeplejersken spørger om jeg vil have noget frugt. Og jeg siger, ja tak. Hvorefter hun kommentere “Kan du bare bide af æblet, som det er”? Jeg er ret medtaget endnu og kan ikke rigtig bruge min højre arm, så jeg vil gerne bede om, at få skåret det ud i både (som på alle andre hospitaler, tænker jeg). Herefter siger hun “Okay, så gør jeg en undtagelse i dag”. Hallo – er det virkelig et problem!! Hun kommer tilbage med æblet og jeg begynder og spise og drikke, så jeg kan komme videre. Jeg ligger jo sindsygt dårligt her. Tænk at man skal ligge så ringe, når man lige er blevet opereret. Jeg fortæller, at jeg ikke ligger særlig godt, hvorefter hun griner, og kommer med den mest flabede kommentar “Det er så patienterne tager hurtigere hjem”. Ved ikke om det var en joke, men da jeg lå der og havde mega ondt i bryst og mave, samtidig med at jeg på ingen måde kunne slappe af på den briks. Så var kommentaren ret upassende og jeg var slet ikke i joke humør. Jeg skulle bare hjem! Så efter en time ringer jeg til Michael, så han kan hente mig.

img_8780
Min værdifulde svigerinde og jeg på ferie i Sverige, sommeren 2016.

Vi tager tilbage til min svigerinde, som by the way bor på 4 sal. Hvordan jeg kom der op, så kort tid efter operationen, ved jeg virkelig ikke! Jeg kan slet ikke finde ro, da jeg kommer der op. Jeg føler, at alt vender og drejer sig i maven. Når jeg ligger på ryggen gør det ondt, uanset hvordan jeg står, sidder er det bare ulideligt. Jeg er mega træt og der er virkelig langt hjem fra Århus til Ikast. Men som timerne går, går det bedre og bedre. Jeg får noget mad og vi sidder og hygger alle sammen. 

Hele dagen og oplevelsen, var ret irriterende og jeg fik et dårligt indtryk af Skejby sygehus. Der var samlebånd over det, og jeg følte mig lidt som en genstand og ikke et menneske. Men på en eller anden måde, så formår jeg at have et overskud hele dagen, selvom alt er træls og gør ondt. Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt brokker mig udover Skejby. Jeg er positiv og på den måde, ender jeg jo med at komme igennem dagen, på bedst muligvis. Selvom turen hjem til Ikast, var rigtig lang.

CT-scanning

Dagen efter, altså onsdag skulle jeg til Viborg for at få foretaget en CT-scanning. Grundet at det havde spredt sig. SÅ jeg får mig snøvlet til Viborg, sammen med min Mor og Far. Jeg kan mærke at mit overskud ikke rigtig er der. Jeg skal endnu engang stikkes og have lagt et “kateter”. Mine blodåre kan snart ikke mere. Min Mor er med mig inde, for at blive stukket. Ved det lyder helt “absurt”. Men jeg er så svær at stikke og kunne snart ikke klare flere nåle. Jeg fortæller, at jeg er svær og stikke og nu går sygeplejersken lidt i “panik”. Jeg prøver at være overskudsagtig og fortæller, at hun selvfølgelig godt kan stikke mig første gang. Hun prøver og det lykkes ikke. Der kommer en narkoselæge. Og så var den der. Min Mor forlader lokalet og kan mærke, at hun synes det er hårdt at jeg skal igennem alt det her, selvom hun prøver at være stærk over for mig. Det gør mig ked af det på hendes vegne. Jeg skal jo nok klare den.

img_0010

Et af de utallige scanninger. Dette er dog ikke en CT-scanning.

Under CT-scanningen skal de sprøjte kontrastvæsken ind i kroppen på mig via min blodåre. Det er på ingen måde behageligt. Lige pludselig bliver det sprøjtet ind meget “kraftigt”. Følte helt, at min arm løftede sig. Pludselig får jeg trykken for brystet og bliver varm i hele kroppen, som havde du 40 i feber. Der kommer en stor tissetrang og jeg føler mig virkelig bare dårlig. Men det forsvinder trods alt hurtigt igen. ENDELIG færdig og kan nu se frem til min sidste operation i morgen.

Jeg beholder det kateter, som blev brugt til CT-scanninge så jeg ikke skulle stikkes igen dagen efter. Hvilket var en rigtig dårlig ide, fandt jeg ud af. Jeg kunne kun have armen i stræk, da kateteret sad rigtig dårligt i forhold til armbevægelse. Og samtidig med var jeg mega nervøs for, at den skulle falde ud. Så den nat blev der ikke rigtig sovet.

Jeg kan ikke mere!

Jeg har “pralet” meget af mit overskud og energi indtil nu. Men onsdag aften efter CT-scanningen går jeg helt ned. Jeg kan ikke mere.

Jeg vil ikke opereres i morgen – det giver virkelig ingen mening. Hele min familie siger jeg skal, selvfølgelig gør de det. Men det er heller ikke dem der skal igennem alt det her. Jeg er afkræftet og mit overskud er ikke eksisterende. Og bare tanken om, at jeg skal opereres igen, så knækker jeg. Jeg ringer til mig læge og tager en snak med ham og fortæller at jeg ikke vil opereres. Han er virkelig god og får mig snakket til “fornuft”. Hvis jeg siger nej tak, vil det komme til at se ud som om, at jeg ikke vil hjælpes af systemet. Og oven i det, hvis det skulle ske at jeg får et tilbagefald – så kan jeg med god ro i sindet sige, at jeg dengang gjorde alt hvad jeg kunne for at blive rask. Og den pointe har han 100% ret i, så skal jeg ikke beskylde mig selv for, at det er min egen skyld – hvis jeg skulle få et tilbagefald (7.9.13)

2. Brystoperation

Jeg bider natten i mig – har sovet ekstremt dårligt med det skide kateter. Vi går i krig igen, og står tidligt op for at være i Viborg kl. 8.00. Vi får en stue og jeg får skiftetøj. 5 min. senere får jeg besked på, at operationen er udsat “DET ER BARE LØGN….! De ved ikke til hvornår.. Så det er bare med at vente. Har fastet i lang tid nu. Og er ekstremt sulten, så på den måde er det også ret irriterende. Endelig kommer sygeplejersken ind og det er min tur. Der er kl. 10.15. THANK GOOD! Jeg bliver hentet og er så klar til den her operation. Kateteret virker heldigvis, det var da altid noget.

img_0027

Vi venter på, at blive opereret. Er sulten og ekstremt træt og er forsinket i 3 timer.

Jeg vågner og har det faktisk OK. Jeg tager ikke imod morfin, da jeg fik det rigtig skidt af det sidste gang. De har åbnet mig i det ar, som jeg har i forvejen har på brystet, for ikke at lave flere ar på mig. Får at vide, at de har fjernet mere af mit sunde væv, men operationen gjorde ikke nogen forskel for mig. Og de fandt ikke noget suspekt. Sidder med en meget ambivalent følelse, men nu kan jeg sige at jeg har gjort det! Det går rigtig godt og kommer hjem om aftenen.

Da jeg vågner dagen efter har jeg SINDSYGT ondt. Det river i mit bryst, hver gang jeg rejser mig og jeg kan slet ikke klare denne smerte og jeg er normal ret hårdfør. Men i og med, at det er i et “gammelt” ar (2 uger), så føler jeg at smerten er dobbelt så slem, som første gang. Jeg kan kun ligge ned, så brystet får støtte. Jeg græder virkelig hver gang jeg skal op og stå, da smerten er så stor. Min Mor passer Alfred og jeg IGEN, så jeg får hurtigt min læge til at godkende nogle morfin piller, som hun henter. Hvilken lettelse det var – så kunne jeg endelig “slappe af”.

Ugen er gået, og nu skal jeg bare komme ovenpå. Men CT-scannigen sidder stadig i mig. Og venter i spænding på at få svar..  

// CC

“Dommens” dag !

Åhh – ugen op til i dag, har være mega lang. I dag får jeg svar på alle de uvisse ting, som man har gået og tænkt over, siden jeg fik konstateret brystkræft. Hvad skyldes det, hvor slem er det, hvor meget har det spredt sig osv. I dag er dommens dag.

img_7140

På vej til Viborg, for at få diverse svar. Jeg ligner en, der er ved godt mod. Men er sindsygt nervøs. Håret er klippet kortere, så jeg ikke går fra langt til skallet.

 Min søster, Michael, Alfred og jeg er på vej til Viborg. Jeg er mega nervøs, og så sindsygt spændt på, hvad Thor (min læge), har at fortælle mig. Gode eller dårlige nyheder?

Vi ankommer til Viborg, og igen bliver vi mødt med smil og kram fra personalet. Jeg elsker at være i Viborg. Thor kommer ned ad gangen. Ihh, jeg får et sus i maven, nu er det nu. 

img_0032

Alfred er endnu engang på den igen !

Thor ligger ud med at sige “Christina, jeg kan lige så godt sige det som det er”. SHIT, hvad fanden mener han nu med det altså! “Vi skal desværre have dig opereret igen”. Det er fucking løgn, tænker jeg!!! I Danmark, har vi åbenbart en regel om, at der skal være en indkapsel på min. 2 mm. sundt væv rundt om hele knuden, når den skal opereres ud. Og i min situation, mangler der et lille hjørne på 1 mm. Vel og mærke af mit sunde væv. Ikke af kræft knuden. Hele kræftknuden er ude, af brystet. Jeg synes virkelig det er menigsløst, når alt kræft i brystet er væk. Men jeg “skal” tage imod operationen, det rådede Thor mig til. Ellers vil jeg nærmest få systemet i nakken, og de vil se det som om, at jeg ikke vil tage imod hjælp fra dem. Kan måske godt se det lidt. Men alligevel ???

Næste spørgsmål – hvad med lymferne? Jeg får at vide, at der var blevet fjernet 15 lymfeknuder, og 6 af dem havde cancer i sig. Åhh gud da. Men Thor er helt sikker på, at der ikke er flere lymfeknuder. Og som han sagde til mig, “Så kan jeg meget, når du sover Christina”.

Når det har spredt sig til mere end 4 lymfeknuder, så skal jeg have en CT-scanning. For at være sikker på at det ikke har spredt sig yderligere i kroppen. Oven i det, så kan de ikke se, hvad kræften er “opstået” af. Og som Thor sagde – så kan det være en lille bitte ting, som man har gjort eller gør i hverdagen. Man aner det ikke. Og det er virkelig frustrerende og tænke på. Jeg spekulerer hele tiden over, hvad det kan være. Har jeg dyrket for lidt motion eller var det den Grand Big Mac på Mc Donalds, som gjorde det. Jeg finder aldrig ud af det. 

img_0025

Her er jeg lige kommet hjem fra sygehuset, og har sådan savnet Alfred. Så vi finder en måde, hvor han kan ligge ved mig, uden at jeg har ondt. Men kan stadig ikke rigtig holde og kramme ham. Jeg kom forresten hjem samme dag, hvor jeg blev opereret.

Jeg får en tid igen, til operationen i brystet for 2. gang. Det falder lige oven i der, hvor jeg skal have fjernet min ene æggestok. Å det vil sige at min uge ser således ud – tirsdag fjerning af æggestok, onsdag CT-scanning og så torsdag brystoperation igen. Hvordan fanden skal jeg komme igennem det? Det er allerede om 6 dage. 

Synes ikke engang jeg er kommet ovenpå igen, efter min første operation for halvanden uge siden. Kan ikke helt finde ud af, om jeg skal være glad eller trist. Det er både gode og dårlige nyheder jeg har fået. Jeg har en meget blandet følelse i kroppen. Synes det hele er ret uoverskueligt her i december. 

Vi forlader hospitalet. Alt i alt var det jo gode nyheder jeg fik. Kræften havde ikke spredt sig, dog til lymferne. Men kræften skulle i og for sig være ude af kroppen. Jeg er kan mærke, at jeg har det ok og er glad. Men føler lidt af den CT-scanning puster mig lidt i nakken. Og kan ikke rigtig finde ro, før jeg får svar på den. Og før jeg er kommet igennem næste uge. Jeg må tage en dag af gangen, og håbe på det bedste.

// CC

Operationen – har kræften spredt sig?

Endelig kom dagen. Jeg har faktisk sovet rigtig godt. Overraskende godt. Det havde jeg egentlig ikke regnet med. Men tror bare jeg har “glædet” mig, så meget til at komme igang. Hvis man kan sige det sådan. Michael og jeg er på vej til Viborg, og er mega spændt på, hvad dagen kommer til at bringe.

img_0024

Ventetiden inden operationen.

Michael og jeg ankommer til Viborg sygehus.

Vi bliver mødt af det sødeste personale, og jeg føler mig virkelig i trykke hænder. Vi får stue 15 – det ligner godt nok noget fra 70’erne – pænt og imødekommende kan man ikke lige frem sige det er. De er åbenbart ved at renovere det. Hvilket vist er en meget god ide. 

Jeg skal skifte til noget mere afslappende end det jeg har på. Sexet kan man ikke kalde mig. Skal også have støtte strømper på – det griner Michael og jeg lidt af, da de på ingen måde er flatterende og jeg skal have hjælp af ham, til at få dem på. Jeg er slet ikke nervøs, hvorfor er jeg ikke det? Tror bare jeg tænker, at ondskaben i min krop, endelig skal opereres ud. 

SÅ, nu er de klar til mig. Jeg kysser Michael farvel og går med den søde sygeplejerske til operationsstuen. SHIT mand, der står 6-7 mand og bare venter på mig. Kan mærke de er lidt bagud med tiden, tror vi kommer lidt for sent. Lægen havde også ringet efter os. Men nu er vi her! 

img_7341

Jeg bliver hentet om 10 min. af min søde sygeplejerske. Nu skal den lorte knude bare ud af min krop! 

Jeg kommer op på briksen. Der står 4 hoveder og kigger på mig og fortæller det ene og det andet. Det er meget overvældende. At se hele operationsstuen og møde de mange læger osv. Der går virkeligheden op for mig! Jeg begynder og små græde, det slog mig lige pludseligt. Jeg er faktisk syg. Heldigvis har jeg verdens sødeste læge, Thor. Han er så sød ved mig, og får mig til at falde hurtigt til ro.  

Jeg skal have lagt et drop, så jeg kan komme i fuld narkose. Jeg er ikke super god til nåle – faktisk hader jeg dem. Og så er det jo typisk, at mine blodårer er mega svære at finde. Og det finder de også ud af, i Viborg. Jeg bliver stukket 5-6 gange. Åhhh jeg var presset til sidst, men tror egentlig de var mere presset end jeg var. De var så kede af, at de skulle blive ved og ved. Vi gik over til modsatte arm, og endelig lykkes det. Og BANG, så sover jeg!

img_7115

Mine arme blev først fine 3-4 uger senere. 

Efter operationen, vågner jeg op på en opvågningsstue, med 7 andre. Det var en lidt special fornemmelse. Shit jeg fryser. Der kommer en sygeplejerske. Hun spørger om jeg har ondt – og hvor ondt jeg har det, fra en skala på 1-10. Den ligger på 7-8 stk. har mega ondt. Hun giver mig akupunktur på kroppen, samt noget morfin. Ahhhh, det hjælper hurtigt. Og så et lunt tæppe, lige hvad jeg manglede. Det værste er bare, at jeg skal tisse helt vildt. Og føler virkelig ikke, at jeg kan flytte mig fra sengen, men jeg prøver. Hold nu op, jeg bliver dårlig og svimmel. Jeg fortæller sygeplejersken med et glimt i øjet, at jeg nok bare skal blive liggenede.

Sygeplejersken finder en form for bakke, som jeg kan tisse i. Hun hjælper mig af med deres fantastiske herretrusser, som er 3 numre for store. Nu føler man sig virkelig syg. Det er egentlig ret underligt, at ligge ned at tisse. Men sikke en lettelse. Tænker lidt, stakkels sygeplejerske. Men NU kan jeg bare slappe af, og vente på, at jeg bliver mere frisk efter narkosen. Der er lige kommet en mand ind, som virkelig bare snorker igennem. Heldigvis vågner han hurtigt. Men ikke nok med det, så får jeg en sød lille pige til nabo på 6-7 år. Åhh hun snakker, og hun snakket højt! Det er jeg ikke lige i super humør til. Er mega smadret og har ret ondt i hovedet. Tænker at hendes mor godt liiige, kunne dæmpe hende lidt.

Jeg gør alt hvad jeg kan, for ikke at falde i søvn, så jeg kan komme ned på stuen, hvor resten af familien venter. Jeg spørger efter noget tid, om jeg ikke godt må komme ned til de andre. Det må jeg heldigvis.

img_0027

Er lige kommet ned på stuen efter operationen.

Jeg kommer ned til stuen, hvor der bare ikke er et øje. Øv, nu havde jeg lige glædet mig, til at de kunne tage imod mig. Var ikke lige det, jeg havde brug for. Var lidt ked af det i for vejen, men heldigvis kom Michael, Mor, Far og Camilla efter få minutter. Og lige bagefter kom mine svigerforældre sammen med Alfred. Det var så dejligt, at de alle var der, det betyder bare så sindsygt meget. 

Hvordan er operationen gået? Har det spredt sig?

Vi ventede i lang tid, på at lægen skulle komme og give os svaret på operationen. Der gik nok 4 timers tid, det føltes virkelig som en evighed.

img_0026

Alfred synes også, at ventetiden er meeeget lang. 

Langt om længe kom han – tiden stod på en måde stille. “Christina, canceren har spredt sig til dine lymfekirtler”. Jeg lyttede videre. Han sagde, at han havde gjort alt hvad han kunne, for at fjerne alle lymfeknuder under armhulen. Og som det så ud nu, så  troede han ikke at det ville ændre på mit efterbehandlingsforløb. Men det ved vi først med 100% sikkerhed, fredagen efter igen. Der får jeg lagt et skema for mit efterbehandlingsforløb, og de kan fortælle mig meget mere om canceren i min krop. Thor forlader rummet, og der bryder jeg virkelig sammen! Hvis det “allerede” har spredt sig til lymfekirtlerne – hvorfor skulle det så ikke have spredt sig til andre dele i kroppen. Mine tanker og følelser sidder virklige uden på tøjet. Kan huske jeg på et tidspunkt får fremstammet “jeg er ikke klar til at dø”, “det er bare ikke fair”. Det er sådan helt absurd for mig, at tænke tilbage på, at jeg har sagt det. For igennem hele dette forløb, har jeg slet ikke været i tvivl om, at jeg nok skal komme igennem. Men tror bare, at jeg er meget mere påvirket af hele situationen, end jeg er klar over. Og et eller andet sted, så kan man ikke undgå, at tænke det værste – helt ubevidst.

// CC

 

Kræftens Bekæmpelse

Få dage efter, at jeg havde fået konstateret brystkræft. Tog min søster, mor og jeg ind til Kræftens Bekæmpelse i Herning. Vi havde fået at vide, at det var med at bruge alle de hjælpemidler vi kunne. Og Kræftens Bekæmpelse var selvfølgelig en af dem. 

logo

Vi ankommer til Kræftens Bekæmpelse i Herning. Mit første indtryk af huset, er SPOT ON! Arkitekturen er så flot. Rummene er lyse og åbne. Der er virkelig bare en god og hyggelig stemning. Og fyldt med en masse små hyggekroge. Lokalerne er i den flotteste gamle, nyrenoverede murermestervilla. Højt til loftet, med de smukkeste stuk. De har lavet en kombination med store lyse vægge og lignende spånplader. Det er er lavet så smukt. Råt, men samtidig varmt og behagelig atmosfære. 

Vi bliver taget imod med åbne arme, og falder hurtigt i snak med en rådgiver. 

Sammen med rådgiveren, går vi ud i udestuen. Det var så hyggeligt. Men da vi får os sat, føler jeg at det hele bliver lidt akavet. Hvor starter og slutter man? Hvad føler jeg egentlig! Går vi all in på psykologien eller hvad skal der ske?

Jeg fortæller kort om min historie, som det var dengang. Jeg er egenlig ok, med at fortælle det. Begynder ikke og græde eller noget. Men på et tidspunkt spørger rådgiveren Camilla “hvordan har du det, med alt det her”? Og husker, at hun bare bryder sammen og fortæller, at hun mega bange for, hvad der skal ske i fremtiden. Det gør så ondt, at se hende sådan. Det er jo mig, som skal tage sig af hende. Jeg trøster og holder om hende. Min Mor forstår ikke, hvorfor det ikke var hende der fik det. Sådan skulle det jo have været. Men sådan føler jeg det jo slet ikke. Men forstår godt hvad hun mener. Jeg vil også til hver en tid, tage den for Alfred f.eks. ALTID!

img_7342

Sis og jeg prøver parykker

Men helt ærligt, så har jeg det også sådan – at ud af min familie, så var det den “rigtige” som kræften ramte. Jeg ville slet ikke kunne bære og se min Mor, Far, Michael og Søster gå igennem det eller for den sags skyld nogen andre i min familie/svigerfamilie. Jeg er den stærkeste og jeg påtager mig gerne den her lorte sygdom. Når det nu skulle være. At være på sidelinen, ville jeg slet ikke kunne holde ud, så vil jeg langt hellere være offeret får jeg fortalt rådgiveren. 

img_7343

Mor jeg prøver parykker

Rådgiveren spørger virkelig ind til de rigtige ting. Og det var rigtig rart, at snakke med en udefra. Som ikke havde følelser involveret. Men så det, fra en helt anden vinkel. Og det var også rart, at rådgiveren kunne spørge min mor og søster om ting, som jeg måske ikke ville “turde” at spørge om,  men meget gerne vil vide. F.eks. hvordan de har det og føler. Det får man ikke rigtig svar på, hvis jeg spørger. Igen! Alle vil være så stærke. Men det behøver de altså ikke altid, vel?

Da vi forlader Kræftens Bekæmpelse, var vi alle var meget mere lettede for spørgmål og tanker, som farer rundt i hovedet på en/os. Og vi skal helt sikkert blive ved med at bruge Kræftens Bekæmpelse. De ved hvad de gør og spørger om de helt rigtige ting. Uden at man føler at man snakker med en psykolog, som man kan have en masse forestillinger om. Men det er virkelig rart og kan klart anbefales til andre. Michael og jeg skal helt sikkert også afsted. Nogle gange ønsker jeg bare, at jeg kunne få at vide. Hvad han tænker og føler. Og han bare var ærlig over for mig. Han behøver ikke altid og være stærk. Jeg vil også gerne vide, hvordan han har det. Og det håber jeg virkelig, at noget professionel rådgivning kan hjælpe os med. 

// CC

 

Older posts