Kræft ?

Knuden

I forbindelsen med min amning, begyndte jeg at kunne mærke en knude i mit højre bryst. Jeg begyndte at tænke over det, da jeg havde ammet i ca. 2-3 måneder. Hver gang Alfred havde lagt til, forsvandt knuden ikke. Men var helt sikkert på, at det bare var en hævet mælkekirtel, som de fleste jo får under amningen. Jeg tænkte ikke mere over det, og ventede egentlig bare på, at den ville forsvinde igen. Jeg prøvede at massere den mindre efter hver amning, men der skete ikke rigtig noget.

Efter 4 måneder var den stadig ikke forsvundet. Jeg nævnte det for min mor og søster og et par veninder. De rådede mig til at tage til læge, bare for at være sikker. Synes måske det var lidt overilet, men til sidste endte det med, at jeg bestilte en tid til lægen. 

Fredag d. 23. Oktober 2015, kommer jeg så til læge. Jeg får en ung læge, som mærker og undersøger brystet nærmere. Hun nævner over for mig, at hun er i god tro om, at det højst sandsynligt er en mælkeknude. Men for, at være sikker ville hun lige hente en mere erfaren læge. Hun kommer ind og gennemgår det samme rutinetjek, som den anden læge. Og nævner også, at hun er sikker på, at det er en mælkeknude. Dog, vil hun for en god ordens skyld, bestille en tid til Holstebro, som har et brystcenter. Jeg havde det rigtig dårligt med, at de skulle spilde sin tid på mig. Nu hvor det bare var en mælkeknude. Men de mente, at det var rart nok lige, at få det bekræftet. Så kunne man slå andre tanker ud af hovedet. Men havde nu aldrig selv tænkt, at det kunne være brystkræft. Men jeg sagde OK, og så nu bare frem til at Alfred skulle døbes om 2 dage. 

  

Alfreds barnedåb d. 25. oktober 2015.

---

Besøg på brystcentret

Dagene går, som de plejer. Og jeg får en besked fra Brystcentret i Holstebro. De har en tid til mig, d. 6. November 2015. 

Michael havde tidligt fri, så ham og Alfred tog med mig til Holstebro. Jeg var på ingen måde nervøs, vidste nok ikke rigtig, hvad jeg gik ind til. Vi ankommer og venter på, at mit navn bliver råbt op. Sygeplejeskerne virkede altså bare så søde. De tager godt imod os, og kredser rigtig om lille Alfred. Det smelter jo mors hjerte. 

Mit navn bliver råbt op. Jeg går selv med ind, selvom jeg egenligt gerne vil have Michael med. Men Alfred var lige ude, at blive skiftet. Skidt pyt, jeg kan jo også sagtens klare mig selv. 

Liv og glade dage, inden kræften var i vores liv.

Da jeg kommer med sygeplejersken, starter jeg selvfølgelig med at tage mine overdele af, så de kan undersøge mit højre og venstre brystet. Der er kun en knude i højre side. Hun kan dog også mærke en lille knude ved lymfekirtlerne, den var jeg selv slet ikke klar over. Men det kan også være en hævelse, i forbindelse med min amning. De spørger ind til, hvordan det føles, gør det ondt, hvornår mærkede du den osv. Derefter ligger jeg mig på en briks. Jeg starter med, at få taget en ultralydsscanning – ligesom når man er gravid. Det er selvfølgelig, så bare på brystet. Hun kører frem og tilbage og det virker til, at hun ikke rigtig kan se noget. Jeg ammer stadig Alfred, så kan det måske påvirke. Jeg ved ingenting. Hun siger ikke rigtig noget, og siger hun gerne lige vil have foretaget et mammografi, da jeg er så ung. Et mammografi er en røntgenundersøgelse af brystet. Dem får man hyppigst foretaget, hvis knuderne er så små, at man ikke kan mærke dem. De kan opdages helt ned til få millimeter. Jeg kommer ind i et lille lokale ved siden af, hvor maskinen står. Jeg ligger mit højre bryst på pladen, og brystet bliver mast mere og mere sammen. Hold nu K*** det gør ondt! Og det løber ud med mælk, på grund af min amning. Perfekt, at Alfred lige havde fået mad. Efter det går der lige 5-10 min., hvor jeg venter. Så kommer lægen ind igen. Hun vil gerne lige have taget vævsprøver, bare lige for at være sikker på at der ikke er noget. Jeg tænker, at det er da kun positivt, at de er så grundige og tænker ikke mere over det. Jeg bliver lokalbedøvet og kunne VIRKELIG godt bruge Michael lige nu, nåle og jeg er en rigtig dårlig kombination. Den søde sygeplejerske spørger om hun skal hente Michael, men hey. Jeg har altså lige født, nu må jeg sq tage mig sammen. Sygeplejersken holder mig i hånden, imens jeg får lokalbedøvelsen. Hun er virkelig sød og nusser mig på armen. Det er ikke det mest behagelige jeg har prøvet, det svier sindsygt meget. Hun siger jeg klarer mig så flot – og jeg føler mig, som 3 år igen. Jeg har følelsen af, da man for første gang var til læge og får en slikkepind til sidst, fordi man er så dygtig.. Så bliver jo helt stolt af, at jeg har gennemgået det her alene. Jeg skal lokalbedøves 2 steder, i knuden og den lille knude under armhulen, altså ved lymfekirtlerne. 

Undersøgelserne var færdige, og var lidt rystet over hvor meget jeg skulle igennem, i forhold til at det bare var en mælkeknude. Men igen, det er bare dejligt, at de gør deres arbejde godt. 

Venter på at lægen skal undersøge mit bryst. 

Michael, Alfred og jeg tager ind til byen, hvor vi hygger lidt inden vi vender snuden hjem ad. Jeg tænker ikke over, hvad resultatet kunne være. Bare at det er rart, at jeg kan få bekræftet at det er en mælkeknude med betændelse i. Det klarer vi med noget antibiotika.

// CC