“Dommens” dag !

Åhh – ugen op til i dag, har være mega lang. I dag får jeg svar på alle de uvisse ting, som man har gået og tænkt over, siden jeg fik konstateret brystkræft. Hvad skyldes det, hvor slem er det, hvor meget har det spredt sig osv. I dag er dommens dag.

img_7140

På vej til Viborg, for at få diverse svar. Jeg ligner en, der er ved godt mod. Men er sindsygt nervøs. Håret er klippet kortere, så jeg ikke går fra langt til skallet.

 Min søster, Michael, Alfred og jeg er på vej til Viborg. Jeg er mega nervøs, og så sindsygt spændt på, hvad Thor (min læge), har at fortælle mig. Gode eller dårlige nyheder?

Vi ankommer til Viborg, og igen bliver vi mødt med smil og kram fra personalet. Jeg elsker at være i Viborg. Thor kommer ned ad gangen. Ihh, jeg får et sus i maven, nu er det nu. 

img_0032

Alfred er endnu engang på den igen !

Thor ligger ud med at sige “Christina, jeg kan lige så godt sige det som det er”. SHIT, hvad fanden mener han nu med det altså! “Vi skal desværre have dig opereret igen”. Det er fucking løgn, tænker jeg!!! I Danmark, har vi åbenbart en regel om, at der skal være en indkapsel på min. 2 mm. sundt væv rundt om hele knuden, når den skal opereres ud. Og i min situation, mangler der et lille hjørne på 1 mm. Vel og mærke af mit sunde væv. Ikke af kræft knuden. Hele kræftknuden er ude, af brystet. Jeg synes virkelig det er menigsløst, når alt kræft i brystet er væk. Men jeg “skal” tage imod operationen, det rådede Thor mig til. Ellers vil jeg nærmest få systemet i nakken, og de vil se det som om, at jeg ikke vil tage imod hjælp fra dem. Kan måske godt se det lidt. Men alligevel ???

Næste spørgsmål – hvad med lymferne? Jeg får at vide, at der var blevet fjernet 15 lymfeknuder, og 6 af dem havde cancer i sig. Åhh gud da. Men Thor er helt sikker på, at der ikke er flere lymfeknuder. Og som han sagde til mig, “Så kan jeg meget, når du sover Christina”.

Når det har spredt sig til mere end 4 lymfeknuder, så skal jeg have en CT-scanning. For at være sikker på at det ikke har spredt sig yderligere i kroppen. Oven i det, så kan de ikke se, hvad kræften er “opstået” af. Og som Thor sagde – så kan det være en lille bitte ting, som man har gjort eller gør i hverdagen. Man aner det ikke. Og det er virkelig frustrerende og tænke på. Jeg spekulerer hele tiden over, hvad det kan være. Har jeg dyrket for lidt motion eller var det den Grand Big Mac på Mc Donalds, som gjorde det. Jeg finder aldrig ud af det. 

img_0025

Her er jeg lige kommet hjem fra sygehuset, og har sådan savnet Alfred. Så vi finder en måde, hvor han kan ligge ved mig, uden at jeg har ondt. Men kan stadig ikke rigtig holde og kramme ham. Jeg kom forresten hjem samme dag, hvor jeg blev opereret.

Jeg får en tid igen, til operationen i brystet for 2. gang. Det falder lige oven i der, hvor jeg skal have fjernet min ene æggestok. Å det vil sige at min uge ser således ud – tirsdag fjerning af æggestok, onsdag CT-scanning og så torsdag brystoperation igen. Hvordan fanden skal jeg komme igennem det? Det er allerede om 6 dage. 

Synes ikke engang jeg er kommet ovenpå igen, efter min første operation for halvanden uge siden. Kan ikke helt finde ud af, om jeg skal være glad eller trist. Det er både gode og dårlige nyheder jeg har fået. Jeg har en meget blandet følelse i kroppen. Synes det hele er ret uoverskueligt her i december. 

Vi forlader hospitalet. Alt i alt var det jo gode nyheder jeg fik. Kræften havde ikke spredt sig, dog til lymferne. Men kræften skulle i og for sig være ude af kroppen. Jeg er kan mærke, at jeg har det ok og er glad. Men føler lidt af den CT-scanning puster mig lidt i nakken. Og kan ikke rigtig finde ro, før jeg får svar på den. Og før jeg er kommet igennem næste uge. Jeg må tage en dag af gangen, og håbe på det bedste.

// CC

Accessories – er det et must, når du er skallet?

Er diverse accessories egentlig “vigtige”? Ringe, halskæder, tørklæder osv. – sågar parykker. Det synes jeg bestemt de er. Eller det er de i hvertfalde for mig. Jeg føler mig feminin med det på, og så har jeg noget andet at “gå op i”, nu hvor jeg blandt andet ikke kan sætte mit hår på alle mulige forskellige måder. Som var vigtig for mig tidligere.

 dsc_1099-1

Fra venstre: Stine A / Open Petit Diamond, Line & Jo / Miss Ryle, vielsesring og Line & Jo / Miss Ermine Antique. 

Smykker bærer jeg altid. Kan på ingen måde undvære dem. Og føler mig nøgen og ikke feminin, hvis jeg på en eller anden måde skulle glemme, at få dem på en dag. Her viser jeg lidt af mine favoritter, som jeg bruger i hverdagen.

Processed with VSCO with f2 preset

Maria Black / Wing halskæde, Maria Black Crescent chain ørering & choker halskæde fra Zara.

 img_0246

Line & Jo ørering / Miss Edena Antique, Line & Jo ring / Miss Rikkie (lillefinger), Line & Jo ring / Miss Rylant (ringefinger), Stine A ring / V-ring (pegefinger),  Line & Jo halskæde / Miss Neolot Antoque.

img_8922

Line & Jo ørering / Miss Elling, Perrnille Corydon / Fly necklase

Det nedenstående billede husker jeg så tydeligt. Det er første gang, at jeg skal uden for en dør – altså uden hår på hovedet 😉 Jeg synes det er mega svært og finde noget der bare er lidt med i tidens trend. Men jeg fandt denne turban fra PICO, som jeg synes er ret cool. Det eneste problem er, at når jeg får mine hedeture så kan min isse på ingen måde ånde igennem den, da det er ren krudt den er lavet i. Men herregud. Man må lide for skønheden, ikke? 🙂

img_7381

Turban fra PICO & tørklæde fra Mads Nørgaard.

Yes, jeg har et festival look. Orkede ikke at have alles øjne i nakken til sommerens festivaller, fordi jeg ingen hår på hovedet havde. Jeg ville bare være som alle andre og have en masse lækre dage med skøn musik og kolde øl. Så jeg tog parykken på hovedet sammen med en bandana – det holder godt på parykken 😉 Samt ligger man ikke på samme måde mærke til, at det er en paryk. Påsat kunstige øjenvipper og er gået all in på optegning af bryn. Så var jeg godt kørende.

img_8408

Bandana fra ASOS. Denim jacket fra Won hundred. 

Hende der står ved min side på nedenstående billede, er der i tykt og tyndt. Og det er hun også om sommeren, når alle de gode festivaller indtræder.

Man skulle tro vi havde koordineret outfittet denne dag, men det er ikke engang tilfældet. Faktisk har ingen af os nogensinde ejet noget i leopard, men det skulle vi åbenbart til denne dag i Musik I Grynden. Igen – går jeg all in på accessories og paryk.

img_9057

Ældre hårbånd fra H&M. Solbriller fra Rayban / Havana (Ray-Ban RB4256 710/71), Pernille Corydon halskæde / Fly necklace. COS strik. Mads Nørgaard læder skjorte. Waistpack fra Nike. Nederdel fra Y.A.S. Og mine gode gamle festival støvler fra Pavement, hvor man selvfølgelig kan se mine glimmersokker fra Pieces 😉

Det her er blandt andet et lille udpluk af, hvad mine favorit accessories er og hvorfor. Gad vide hvad vinterens accessories byder på?

//CC

 

Operationen – har kræften spredt sig?

Endelig kom dagen. Jeg har faktisk sovet rigtig godt. Overraskende godt. Det havde jeg egentlig ikke regnet med. Men tror bare jeg har “glædet” mig, så meget til at komme igang. Hvis man kan sige det sådan. Michael og jeg er på vej til Viborg, og er mega spændt på, hvad dagen kommer til at bringe.

img_0024

Ventetiden inden operationen.

Michael og jeg ankommer til Viborg sygehus.

Vi bliver mødt af det sødeste personale, og jeg føler mig virkelig i trykke hænder. Vi får stue 15 – det ligner godt nok noget fra 70’erne – pænt og imødekommende kan man ikke lige frem sige det er. De er åbenbart ved at renovere det. Hvilket vist er en meget god ide. 

Jeg skal skifte til noget mere afslappende end det jeg har på. Sexet kan man ikke kalde mig. Skal også have støtte strømper på – det griner Michael og jeg lidt af, da de på ingen måde er flatterende og jeg skal have hjælp af ham, til at få dem på. Jeg er slet ikke nervøs, hvorfor er jeg ikke det? Tror bare jeg tænker, at ondskaben i min krop, endelig skal opereres ud. 

SÅ, nu er de klar til mig. Jeg kysser Michael farvel og går med den søde sygeplejerske til operationsstuen. SHIT mand, der står 6-7 mand og bare venter på mig. Kan mærke de er lidt bagud med tiden, tror vi kommer lidt for sent. Lægen havde også ringet efter os. Men nu er vi her! 

img_7341

Jeg bliver hentet om 10 min. af min søde sygeplejerske. Nu skal den lorte knude bare ud af min krop! 

Jeg kommer op på briksen. Der står 4 hoveder og kigger på mig og fortæller det ene og det andet. Det er meget overvældende. At se hele operationsstuen og møde de mange læger osv. Der går virkeligheden op for mig! Jeg begynder og små græde, det slog mig lige pludseligt. Jeg er faktisk syg. Heldigvis har jeg verdens sødeste læge, Thor. Han er så sød ved mig, og får mig til at falde hurtigt til ro.  

Jeg skal have lagt et drop, så jeg kan komme i fuld narkose. Jeg er ikke super god til nåle – faktisk hader jeg dem. Og så er det jo typisk, at mine blodårer er mega svære at finde. Og det finder de også ud af, i Viborg. Jeg bliver stukket 5-6 gange. Åhhh jeg var presset til sidst, men tror egentlig de var mere presset end jeg var. De var så kede af, at de skulle blive ved og ved. Vi gik over til modsatte arm, og endelig lykkes det. Og BANG, så sover jeg!

img_7115

Mine arme blev først fine 3-4 uger senere. 

Efter operationen, vågner jeg op på en opvågningsstue, med 7 andre. Det var en lidt special fornemmelse. Shit jeg fryser. Der kommer en sygeplejerske. Hun spørger om jeg har ondt – og hvor ondt jeg har det, fra en skala på 1-10. Den ligger på 7-8 stk. har mega ondt. Hun giver mig akupunktur på kroppen, samt noget morfin. Ahhhh, det hjælper hurtigt. Og så et lunt tæppe, lige hvad jeg manglede. Det værste er bare, at jeg skal tisse helt vildt. Og føler virkelig ikke, at jeg kan flytte mig fra sengen, men jeg prøver. Hold nu op, jeg bliver dårlig og svimmel. Jeg fortæller sygeplejersken med et glimt i øjet, at jeg nok bare skal blive liggenede.

Sygeplejersken finder en form for bakke, som jeg kan tisse i. Hun hjælper mig af med deres fantastiske herretrusser, som er 3 numre for store. Nu føler man sig virkelig syg. Det er egentlig ret underligt, at ligge ned at tisse. Men sikke en lettelse. Tænker lidt, stakkels sygeplejerske. Men NU kan jeg bare slappe af, og vente på, at jeg bliver mere frisk efter narkosen. Der er lige kommet en mand ind, som virkelig bare snorker igennem. Heldigvis vågner han hurtigt. Men ikke nok med det, så får jeg en sød lille pige til nabo på 6-7 år. Åhh hun snakker, og hun snakket højt! Det er jeg ikke lige i super humør til. Er mega smadret og har ret ondt i hovedet. Tænker at hendes mor godt liiige, kunne dæmpe hende lidt.

Jeg gør alt hvad jeg kan, for ikke at falde i søvn, så jeg kan komme ned på stuen, hvor resten af familien venter. Jeg spørger efter noget tid, om jeg ikke godt må komme ned til de andre. Det må jeg heldigvis.

img_0027

Er lige kommet ned på stuen efter operationen.

Jeg kommer ned til stuen, hvor der bare ikke er et øje. Øv, nu havde jeg lige glædet mig, til at de kunne tage imod mig. Var ikke lige det, jeg havde brug for. Var lidt ked af det i for vejen, men heldigvis kom Michael, Mor, Far og Camilla efter få minutter. Og lige bagefter kom mine svigerforældre sammen med Alfred. Det var så dejligt, at de alle var der, det betyder bare så sindsygt meget. 

Hvordan er operationen gået? Har det spredt sig?

Vi ventede i lang tid, på at lægen skulle komme og give os svaret på operationen. Der gik nok 4 timers tid, det føltes virkelig som en evighed.

img_0026

Alfred synes også, at ventetiden er meeeget lang. 

Langt om længe kom han – tiden stod på en måde stille. “Christina, canceren har spredt sig til dine lymfekirtler”. Jeg lyttede videre. Han sagde, at han havde gjort alt hvad han kunne, for at fjerne alle lymfeknuder under armhulen. Og som det så ud nu, så  troede han ikke at det ville ændre på mit efterbehandlingsforløb. Men det ved vi først med 100% sikkerhed, fredagen efter igen. Der får jeg lagt et skema for mit efterbehandlingsforløb, og de kan fortælle mig meget mere om canceren i min krop. Thor forlader rummet, og der bryder jeg virkelig sammen! Hvis det “allerede” har spredt sig til lymfekirtlerne – hvorfor skulle det så ikke have spredt sig til andre dele i kroppen. Mine tanker og følelser sidder virklige uden på tøjet. Kan huske jeg på et tidspunkt får fremstammet “jeg er ikke klar til at dø”, “det er bare ikke fair”. Det er sådan helt absurd for mig, at tænke tilbage på, at jeg har sagt det. For igennem hele dette forløb, har jeg slet ikke været i tvivl om, at jeg nok skal komme igennem. Men tror bare, at jeg er meget mere påvirket af hele situationen, end jeg er klar over. Og et eller andet sted, så kan man ikke undgå, at tænke det værste – helt ubevidst.

// CC

 

Kræftens Bekæmpelse

Få dage efter, at jeg havde fået konstateret brystkræft. Tog min søster, mor og jeg ind til Kræftens Bekæmpelse i Herning. Vi havde fået at vide, at det var med at bruge alle de hjælpemidler vi kunne. Og Kræftens Bekæmpelse var selvfølgelig en af dem. 

logo

Vi ankommer til Kræftens Bekæmpelse i Herning. Mit første indtryk af huset, er SPOT ON! Arkitekturen er så flot. Rummene er lyse og åbne. Der er virkelig bare en god og hyggelig stemning. Og fyldt med en masse små hyggekroge. Lokalerne er i den flotteste gamle, nyrenoverede murermestervilla. Højt til loftet, med de smukkeste stuk. De har lavet en kombination med store lyse vægge og lignende spånplader. Det er er lavet så smukt. Råt, men samtidig varmt og behagelig atmosfære. 

Vi bliver taget imod med åbne arme, og falder hurtigt i snak med en rådgiver. 

Sammen med rådgiveren, går vi ud i udestuen. Det var så hyggeligt. Men da vi får os sat, føler jeg at det hele bliver lidt akavet. Hvor starter og slutter man? Hvad føler jeg egentlig! Går vi all in på psykologien eller hvad skal der ske?

Jeg fortæller kort om min historie, som det var dengang. Jeg er egenlig ok, med at fortælle det. Begynder ikke og græde eller noget. Men på et tidspunkt spørger rådgiveren Camilla “hvordan har du det, med alt det her”? Og husker, at hun bare bryder sammen og fortæller, at hun mega bange for, hvad der skal ske i fremtiden. Det gør så ondt, at se hende sådan. Det er jo mig, som skal tage sig af hende. Jeg trøster og holder om hende. Min Mor forstår ikke, hvorfor det ikke var hende der fik det. Sådan skulle det jo have været. Men sådan føler jeg det jo slet ikke. Men forstår godt hvad hun mener. Jeg vil også til hver en tid, tage den for Alfred f.eks. ALTID!

img_7342

Sis og jeg prøver parykker

Men helt ærligt, så har jeg det også sådan – at ud af min familie, så var det den “rigtige” som kræften ramte. Jeg ville slet ikke kunne bære og se min Mor, Far, Michael og Søster gå igennem det eller for den sags skyld nogen andre i min familie/svigerfamilie. Jeg er den stærkeste og jeg påtager mig gerne den her lorte sygdom. Når det nu skulle være. At være på sidelinen, ville jeg slet ikke kunne holde ud, så vil jeg langt hellere være offeret får jeg fortalt rådgiveren. 

img_7343

Mor jeg prøver parykker

Rådgiveren spørger virkelig ind til de rigtige ting. Og det var rigtig rart, at snakke med en udefra. Som ikke havde følelser involveret. Men så det, fra en helt anden vinkel. Og det var også rart, at rådgiveren kunne spørge min mor og søster om ting, som jeg måske ikke ville “turde” at spørge om,  men meget gerne vil vide. F.eks. hvordan de har det og føler. Det får man ikke rigtig svar på, hvis jeg spørger. Igen! Alle vil være så stærke. Men det behøver de altså ikke altid, vel?

Da vi forlader Kræftens Bekæmpelse, var vi alle var meget mere lettede for spørgmål og tanker, som farer rundt i hovedet på en/os. Og vi skal helt sikkert blive ved med at bruge Kræftens Bekæmpelse. De ved hvad de gør og spørger om de helt rigtige ting. Uden at man føler at man snakker med en psykolog, som man kan have en masse forestillinger om. Men det er virkelig rart og kan klart anbefales til andre. Michael og jeg skal helt sikkert også afsted. Nogle gange ønsker jeg bare, at jeg kunne få at vide. Hvad han tænker og føler. Og han bare var ærlig over for mig. Han behøver ikke altid og være stærk. Jeg vil også gerne vide, hvordan han har det. Og det håber jeg virkelig, at noget professionel rådgivning kan hjælpe os med. 

// CC