Jeg har brystkræft !

Vi forlader hospitalet med en meget underlig følelse. Det er så urealistisk, på alle mulige måder. Og jeg tror slet ikke, at det er gået op for mig.  


Vi kører hjem ad. I bilen er jeg stadig i chok, og er helt tom for ord. Michael og jeg kigger bare på hinanden, uden at sige noget. Men lige pludselig, så bryder jeg sammen. Jeg græder og græder og græder. Min mor, far og søster venter der hjemme. Jeg kan slet ikke holde ud, og give dem beskeden. Jeg ved de bliver så kede af det. Jeg er selv lige blevet mor, og tør slet ikke tænke på, hvis noget lignende skulle ske for Alfred. Så den følelse og bekymring de skal til at igennem, kan jeg 100% sætte mig ind i.

img_7005

Diverse pjecer, som jeg fik af min læge.

Familien

Inden vi går ind af døren, tager jeg lige en dyb indånding. Vi kommer ind og jeg gør alt hvad jeg kan for, at vise overskud. Mor, far og søster er meget rolige, og vi står alle i køkkenet. Jeg tager mod til mig, da jeg kan se på deres øjne, at de bare venter på svar. “Jeg har brystkræft”! Min mor bryder decideret sammen og udbryder, “hvordan kan man som 27 årig have brystkræft”! Jeg har aldrig set min mor så ked af det. Og det gør så ondt på mig at se. Og hun siger flere gange, at det var hende som skulle have haft det. Min søster er også helt færdig af gråd, og står som et stort spørgsmåltegn og græder, som jeg heller aldrig havde set før. Og det gør virkelig så ondt på mig, at se. Min far tog det i og for sig “flot”. Han virkede fattet. Og det havde jeg slet ikke set komme, da jeg altid har været fars lille pige. Så det kommer virkelig bag på mig, at han tager det som han gør. Jeg havde troet, at det var ham som ville tage det hårdest. Vi står alle i køkkenet og græder, holder om hinanden, mens lille Alfred slet ikke forstår noget. Men her mærker jeg  virkelig, hvor skøn og stærkt et bånd jeg har til min familie. Hold nu op, det betyder ALT for mig!

Pludselige skal min far ud og køre – det virkede så mærkeligt og manglende forståelse for situationsfornemmelse! Jeg blev faktisk lidt fornærmet. Senere sætter vi os til bords og begynder at spise. Jeg sidder lige overfor far, han kigger på mig og jeg smiler til ham. Og SÅ kom den – han bryder helt sammen. Han forlader bordet hulkende. Jeg går efter ham, og lige pludselig føler jeg mig faktisk stærk. Jeg fortæller ham, at det hele nok skal gå, og jeg jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan, for at komme igennem det her forløb. Michael fortæller mig senere, at far slet ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv og vidste ikke hvordan han skulle håndtere hele situationen. Men med et – så tror jeg det gik op for ham, at hans datter faktisk er alvorligt syg.  

img_3457

Far, Sis, jeg og Mor

Resten af ugen ender det faktisk med, at vi alle sammen sover hos mine forældre. Det tror jeg faktisk vi gør i 3-4 dage. Det faldt os bare så naturligt, at vi alle sammen skulle være sammen og få snakket det hele igennem. Hvordan vi har det, hvordan klarer vi hele situationen. Samtidig “joker” og pjatter vi også. Det er noget, som altid har været en stor del, af vores familie. Og tror det var vigtig for os, at vi kunne bevare det. Men især vigtig for mig.

Venner

Åhh, det var en hård aften. Jeg ringede til alle de tætteste af mine/vores venner for, at fortælle dem den kedelige nyhed. Det var så pisse hårdt. Ligesom min familie, fik mine venner også et kæmpe chok. Men jeg havde det bedst med, at ringe samme aften. Og ja igen, måske var det stadig ikke rigtig gået op for mig. For på en eller anden måde, var jeg fattet omkring hele situationen. Jeg tror mere jeg begyndte og græde, fordi alle mine venner gjorde. Det var hårdt og høre dem være så kede af det. Jeg husker ikke så meget af samtalerne, af en eller anden grund. Jeg ved kun hvem jeg ringede til. Eller gjorde jeg! Men jeg husker tydeligt, at jeg ringede til en veninde, som spurgte om det var en joke. Hvor jeg bare tænkte, “er det noget og joke med?”! Lidt underlig kommentar, kan jeg huske at jeg tænkte. Kan også huske, da jeg ringede til en anden veninde. Hun var mundlam i 2-3 min. og kunne bare høre hun begyndte og græde og slet ikke forstod det. Det er første gang, jeg ikke har hørt hende sige noget, i så “lang” tid. Og kan faktisk slet ikke huske, hvad vi snakkede om der fra. Der var specielt en samtale, som jeg husker mere tydelig end andre. En veninde, som altid har været den cool “overbeskyttende mor” og som til tider, godt kan være det over for mig også. Altså på den rigtig gode måde. Jeg husker lige så tydeligt, at hun siger. “Nej CC, det er bare løgn. Men det VED jeg, at du nok skal komme igennem”. Og den kommentar har jeg holdt fast i. Alle har selvfølgelig sagt, at jeg nok skulle komme igennem det. Men hun sagde det virkelig på en overbevisende måde, så jeg ikke var i tvivl om, at jeg nok skulle klare den. Det betyder også meget, når lige præcis hun siger det. For alt der kommer ud af hendes mund, er altid velovervejet. Hun er cool og tænker på en helt anden og mere moden måde, end mange af mine andre veninder. Hun er sindsygt god der. Hun er altid ærlig, og siger ikke altid kun sukkersøde ting, bare for at gøre en glad. Hun mener virkelig, hvad hun siger. På godt og ondt. Og det elsker jeg ved hende. 

Det var vigtigt for mig, at dem der var tætte på mig, hørte det fra min mund. Man ved aldrig i dag, hvordan tingene kommer ud. En fjer bliver hurtigt til fem høns. Og i denne her situation, ville jeg ikke risikere noget. 

img_7001

Det var et puslespil uden lige, bare at skulle holde styr på diverse samtaler og operationstider.

Dagen efter fik jeg også skrevet rundt til tidligere kollegaer, “gamle” venner osv. så de også hørte det fra mig. Der kan man altså sige, at det sociale netværk er genialt. Længe leve Facebook. 

De følgende dage, var meget urealistiske på en eller anden måde. Min søster var stadig sønderknust, og kunne slet ikke koncentrere sig på arbejdet. Og endte med, at hun kom hjem og snakkede det hele igennem igen. Jeg troede faktisk ikke, at det ville ramme hende så hårdt. Jeg vidste hun blev ked af det, men slet ikke i den grad. Men på en eller måde, hjalp det mig også. For jeg skulle overbevise hende om, at jeg nok skulle klare den og samtidig lovede jeg hende det også. Og det gjorde, at jeg også selv blev helt overbevist om, at selvfølgelig klarer jeg den. For familie, venner og ikke mindst Michael og Alfred.

Jeg har fået en masse fantastiske og rørende beskeder, igennem hele forløbet, og det har simpelthen betydet så afsindigt meget, og rørt mig på alle mulige måder. Det har også gjort, at jeg selv er blevet overbevist om, at jeg nok skal klare den. Hvis andre tror på mig, så gør jeg også. Så jeg står virkelig i stor gæld, til alle dem der har skrevet og ringet igennem mit forløb.  

img_6994

Blomster og chokolade fra alle de bedste <3

// CC

Øjenbryn

Det aller aller vigtigste for mig i forløbet, var at tegne mine bryn op. Det gjorde jeg hver dag, med mindre jeg var virkelig syg af kemoen. Det betyder bare SÅ meget, at man har bryn. De indrammer på en eller anden måde, hele ansigtet. Så det var virkelig en del, som gjorde jeg rigtig meget ud af.

Da jeg slet ikke havde nogen bryn, var jeg meget glad for en eyebrow pencil, da jeg synes det var meget nemmere at tegne op. Men i dag, hvor jeg har fået mere bryn. Er jeg gået over til, at bruge et øjenbrynskit fra Youngblood. Det ser mere naturligt ud, og ligger sig mere naturligt oven på de hår, man har i forvejen. Der hvor jeg stadigvæk ikke har hår. Bruger jeg min eyebrow pencil, lige til at markere op. Jeg bruger den også til, at give lidt mere kantede bryn. Det kan jeg godt lide, men det er jo hver sin smag.

Som  i kan se på nedenstående billede. Så har jeg lavet linier, der hvor man skal placere sin eyebrow pencil. På den måde kan du lige markere “brynene”. Og så har du de prikker, at støtte dig op af. Samt kan du se, hvor brynene starter og slutter. Og så er det ellers bare at gå igang. Skal brynene være tykke eller tynde? Og hvor mørk ønsker du, at de skal være? Det finder du som regel ud af, jo mere dus du bliver med det. Men det tager tid, og husk og give dig selv den tid. Det er virkelig ikke nemt, især når du slet ikke har nogen bryn. Men lige pludselig, så lægger det i hånden på dig. 

 img_7983

img_7935

Den eyebrow pencil, som jeg bruger er fra Dior. Den synes jeg holder godt, og de har den farve som jeg gerne vil have. Kan godt lide de er rimelig mørke.

dsc_0012

SOURCILS POWDER, eyebrow pencil
col. 453, chátain soft brown

Youngblood øjenbrynskit, indeholder en pincet, 2 øjenbrynsskygger, 1 fikseringsvoks samt applikator med pensel og en børste. Produkterne er uden parabener og parfume. Jeg bruger den farve, som hedder dark.

De to farver til venstre mikser jeg. Så den ikke bliver for mørk. Når jeg har tegnet brynet op, bruger jeg fikseringsvoksen. Den samler på en måde brynene. Og den gør, at brynene holder i længere tid. 

dsc_1121

YOUNGBLOOD BROW ARTISTE col. dark

Hvis du synes dine bryn er blevet for tykke, så brug en vatpind til at rette dem op. Og give dem den facon, som du ønsker. Hvis du synes de er blevet for mørke. Så tag penslen og stryg den over brynene indtil du synes farven har fortaget sig. 

// CC

Primer, basen

Et produkt, som er rigtig vigtig for mig. Er en god PRIMER.

Når du har renset og fugtet din hud, så er step 2, at lægge primeren. Når den er lagt på huden, så har du et rigtig godt grundlag at arbejde på.

Primeren bruger jeg som en slags base. Den udglatter porer samt, gør at makeuppen holder længere. Plus at makeuppen er meget lettere, at lægge. Og det er ligesom et must, når alt er malet på dig. Så lige præcis dette produkt vil jeg klart anbefale, at være del i ens make-up samling.

Jeg ligger min primer i t-zonen, på mine kinder og over mine bryn. Så de holder meget bedre, når de skal tegnes op.

skaermbillede-2016-10-18-kl-14-56-55

Mine favoritter

Der er rigtig mange gode primere, men den bedste jeg har prøvet indtil nu, er denne fra Youngblood. Den er mat i udtrykket og ligger sig rigtig lækkert og let på huden. Og din hud føles silkeblød, når den er lagt på. Jeg bruger den i hverdagen.

Oven i det – så er den olie fri, uden parabener og parfume. Samt den oven i købet indeholder mineraler og vitaminer.

dsc_1132

En anden favorit er fra bareMinerals. Den bruger jeg tit, hvis jeg skal i byen eller bare føler, at jeg mangler noget ekstra glød til huden. Den har lidt glimmer i sig, men bare rolig du kommer ikke til at glitre af den. Det ser helt naturligt, når du kommer det andet make-up ovenpå. Lad den lige tørre lidt ind i huden, inden du lægger din foundation på. Denne primer er uden olie og silikone. Og uden parabener. 

dsc_1131

Du kan få primere i mange prisklasser. Jeg bruger disse, da de er mest “rene”, hvis man kan sige det sådan. Så de ligger også i en lidt dyrere ende. Men for mig, er penge godt lagt ud. Da jeg føler, at jeg ikke dynger mig til med diverse kemikalier.  

// CC

Hvorfor skal du læse denne blog?

Nedenstående billede illustrerer meget godt, hvorfor jeg synes denne blog bla. skal læses !

img_7983

Billedet er taget halvvejs i min behandling.

Ikke nok med at du får konstateret kræft, mens du går og tror du er sund og rask. Så bliver du egentlig først syg, når du starter på din behandling. Oven i det, så er prikken over i’et, at du også kommer til, at SE syg ud !

Vi skal hjælpe hinanden med, at få det bedre i behandlingsforløbet, men også bagefter. For du er stadigvæk ikke den samme person, som inden du fik kræft. Selvom du er over på den anden side, så ligner du stadig ikke dig selv. Og der går lang tid. Og for mig er make-up og styling bla. en vigtig del – og den erfaring vil jeg meget gerne kunne give videre til jer <3


Herunder ses jeg med make-up, selvom jeg intet hår, vipper eller bryn har. Man kan stadig gøre lidt, for at få bedre selvværd. Og det vil jeg meget gerne kunne hjælpe med <3

img_7935

Og jeg vil elske, hvis i også delte jeres erfaring, så vi sammen kan hjælpe hinanden !

//CC 

Det uventede

Jeg blev ringet op mandag d. 16. November 2015 – “Christina, vi har fået svar på prøverne – kan du komme i morgen?”. Jeg havde allerede fået en tid om torsdagen i Holstebro, hvor jeg skulle have svar. Men tænkte ikke videre over, at de ville se mig før – men det skulle jeg måske have gjort…

img_6781

Alfred og jeg på vej i mødregruppe, her er han 3 mdr. gammel.

D. 17. November 2015 kører vi atter til Holstebro,  men denne gang, for at få svar på vævsprøverne. Michael var held i uheld syg, så ham og Alfred tog med mig igen. Vi sidder i venterummet, og hygger med Alfred. Så blev mit navn råbt op “Christina Elbæk Christiansen”? Jeg undrede mig over, hvorfor det var en overlæge, som skulle give mig svar på, at det “bare” var brystbetændelse eller lignende. Vi kommer alle 3 ind i et lokale, sammen med overlægen og en sygeplejerske. Vi sat os alle ned og der gik ikke mere end 2 sekunder så…

Beskeden

“Christina – vi har fundet kræft i dit højre bryst”. Tiden stod stille, jeg hørte ikke andet end ordet, KRÆFT. Tanken om, at jeg ikke skulle se Alfred vokse op, gjorde mig HELT magtesløs. Døden – er det allerede slut? Det er så uretfærdigt og unfair på alle mulige måder. Jeg havde lige født min søn for 4 mdr. siden, som er sund og rask. Og det er min opgave, at tage sig af ham. Jeg kunne slet ikke kigge på Alfred, bare tanken om at jeg skulle skuffe ham, den tanke, var så modbydelig. Det var en følelse, som jeg slet ikke kan beskrive. Jeg var tom for ord, og følte mig på en eller anden måde vægtløs, alt forsvandt under mig. Min identitet, alt. En følelse af svigt og tab over for Alfred og Michael. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Og bare blikket fra Michael, så var jeg på stadiet til at bryde sammen. Det var det mest ubehagelige jeg nogensinde havde prøvet. Alt luft blev suget ud af mig, det sortnede fuldstændig. Og i et langt stykke tid bagefter, hørte jeg slet ikke hvad lægen sagde. En følelse jeg aldrig vil glemme, og ønsker ikke for nogen, at de skal komme i den situation.

Jeg kom dernæst til den følelse af, at jeg bare havde den største lyst til, at slå min læge. Hvad fanden bilder han sig ind og give mig den besked. Min søn og mand sidder lige ved siden af. Hvordan kan du være det bekendt. Og er du sikker på, at det er rigtigt? Jeg var så sur og vred. Min læge forklarede bare videre – der var lagt en køreplan. Og det hjalp mig på en måde, så jeg kunne komme igennem samtalen. Men jeg har alligevel kun hørt halvdelen af det der blev sagt, var slet ikke til stede. Og kan huske flere gange, at jeg spurgte min læge, ud i det blå “jamen skal jeg dø?”, “kan du fjerne knuden?”,  Du fjerner bare begge mine bryster, det er lige meget. Jeg skal bare være rask. Lægen fortæller, at han kan lave en brystbevarende operation, og det tænker jeg kun er positivt, i forhold til hvor slem kræften er. Men kan mærke knuden er stor, den sidder lige i siden af brystet. Lægen fortæller mig også den er ca. 3 cm. Men er det stort eller småt? Det ved jeg ikke.   

14706806_10154559071615350_4371012429788171975_o

Alligevel nåede jeg til sidst at tænke. Okay Christina, du skal nok komme igennem det her. Det bliver hårdt, men du kommer igennem. Til sidst endte det med, at jeg på en eller anden måde finder viljen, styrken og troen på, at jeg nok skal klare det. Selvom man sidder med følelsen af, at alt et kort sekund blev taget fra en. 

// CC

 

Older posts