Øjenbryn

Jeg har brystkræft !

Vi forlader hospitalet med en meget underlig følelse. Det er så urealistisk, på alle mulige måder. Og jeg tror slet ikke, at det er gået op for mig.  


Vi kører hjem ad. I bilen er jeg stadig i chok, og er helt tom for ord. Michael og jeg kigger bare på hinanden, uden at sige noget. Men lige pludselig, så bryder jeg sammen. Jeg græder og græder og græder. Min mor, far og søster venter der hjemme. Jeg kan slet ikke holde ud, og give dem beskeden. Jeg ved de bliver så kede af det. Jeg er selv lige blevet mor, og tør slet ikke tænke på, hvis noget lignende skulle ske for Alfred. Så den følelse og bekymring de skal til at igennem, kan jeg 100% sætte mig ind i.

img_7005

Diverse pjecer, som jeg fik af min læge.

Familien

Inden vi går ind af døren, tager jeg lige en dyb indånding. Vi kommer ind og jeg gør alt hvad jeg kan for, at vise overskud. Mor, far og søster er meget rolige, og vi står alle i køkkenet. Jeg tager mod til mig, da jeg kan se på deres øjne, at de bare venter på svar. “Jeg har brystkræft”! Min mor bryder decideret sammen og udbryder, “hvordan kan man som 27 årig have brystkræft”! Jeg har aldrig set min mor så ked af det. Og det gør så ondt på mig at se. Og hun siger flere gange, at det var hende som skulle have haft det. Min søster er også helt færdig af gråd, og står som et stort spørgsmåltegn og græder, som jeg heller aldrig havde set før. Og det gør virkelig så ondt på mig, at se. Min far tog det i og for sig “flot”. Han virkede fattet. Og det havde jeg slet ikke set komme, da jeg altid har været fars lille pige. Så det kommer virkelig bag på mig, at han tager det som han gør. Jeg havde troet, at det var ham som ville tage det hårdest. Vi står alle i køkkenet og græder, holder om hinanden, mens lille Alfred slet ikke forstår noget. Men her mærker jeg  virkelig, hvor skøn og stærkt et bånd jeg har til min familie. Hold nu op, det betyder ALT for mig!

Pludselige skal min far ud og køre – det virkede så mærkeligt og manglende forståelse for situationsfornemmelse! Jeg blev faktisk lidt fornærmet. Senere sætter vi os til bords og begynder at spise. Jeg sidder lige overfor far, han kigger på mig og jeg smiler til ham. Og SÅ kom den – han bryder helt sammen. Han forlader bordet hulkende. Jeg går efter ham, og lige pludselig føler jeg mig faktisk stærk. Jeg fortæller ham, at det hele nok skal gå, og jeg jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan, for at komme igennem det her forløb. Michael fortæller mig senere, at far slet ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv og vidste ikke hvordan han skulle håndtere hele situationen. Men med et – så tror jeg det gik op for ham, at hans datter faktisk er alvorligt syg.  

img_3457

Far, Sis, jeg og Mor

Resten af ugen ender det faktisk med, at vi alle sammen sover hos mine forældre. Det tror jeg faktisk vi gør i 3-4 dage. Det faldt os bare så naturligt, at vi alle sammen skulle være sammen og få snakket det hele igennem. Hvordan vi har det, hvordan klarer vi hele situationen. Samtidig “joker” og pjatter vi også. Det er noget, som altid har været en stor del, af vores familie. Og tror det var vigtig for os, at vi kunne bevare det. Men især vigtig for mig.

Venner

Åhh, det var en hård aften. Jeg ringede til alle de tætteste af mine/vores venner for, at fortælle dem den kedelige nyhed. Det var så pisse hårdt. Ligesom min familie, fik mine venner også et kæmpe chok. Men jeg havde det bedst med, at ringe samme aften. Og ja igen, måske var det stadig ikke rigtig gået op for mig. For på en eller anden måde, var jeg fattet omkring hele situationen. Jeg tror mere jeg begyndte og græde, fordi alle mine venner gjorde. Det var hårdt og høre dem være så kede af det. Jeg husker ikke så meget af samtalerne, af en eller anden grund. Jeg ved kun hvem jeg ringede til. Eller gjorde jeg! Men jeg husker tydeligt, at jeg ringede til en veninde, som spurgte om det var en joke. Hvor jeg bare tænkte, “er det noget og joke med?”! Lidt underlig kommentar, kan jeg huske at jeg tænkte. Kan også huske, da jeg ringede til en anden veninde. Hun var mundlam i 2-3 min. og kunne bare høre hun begyndte og græde og slet ikke forstod det. Det er første gang, jeg ikke har hørt hende sige noget, i så “lang” tid. Og kan faktisk slet ikke huske, hvad vi snakkede om der fra. Der var specielt en samtale, som jeg husker mere tydelig end andre. En veninde, som altid har været den cool “overbeskyttende mor” og som til tider, godt kan være det over for mig også. Altså på den rigtig gode måde. Jeg husker lige så tydeligt, at hun siger. “Nej CC, det er bare løgn. Men det VED jeg, at du nok skal komme igennem”. Og den kommentar har jeg holdt fast i. Alle har selvfølgelig sagt, at jeg nok skulle komme igennem det. Men hun sagde det virkelig på en overbevisende måde, så jeg ikke var i tvivl om, at jeg nok skulle klare den. Det betyder også meget, når lige præcis hun siger det. For alt der kommer ud af hendes mund, er altid velovervejet. Hun er cool og tænker på en helt anden og mere moden måde, end mange af mine andre veninder. Hun er sindsygt god der. Hun er altid ærlig, og siger ikke altid kun sukkersøde ting, bare for at gøre en glad. Hun mener virkelig, hvad hun siger. På godt og ondt. Og det elsker jeg ved hende. 

Det var vigtigt for mig, at dem der var tætte på mig, hørte det fra min mund. Man ved aldrig i dag, hvordan tingene kommer ud. En fjer bliver hurtigt til fem høns. Og i denne her situation, ville jeg ikke risikere noget. 

img_7001

Det var et puslespil uden lige, bare at skulle holde styr på diverse samtaler og operationstider.

Dagen efter fik jeg også skrevet rundt til tidligere kollegaer, “gamle” venner osv. så de også hørte det fra mig. Der kan man altså sige, at det sociale netværk er genialt. Længe leve Facebook. 

De følgende dage, var meget urealistiske på en eller anden måde. Min søster var stadig sønderknust, og kunne slet ikke koncentrere sig på arbejdet. Og endte med, at hun kom hjem og snakkede det hele igennem igen. Jeg troede faktisk ikke, at det ville ramme hende så hårdt. Jeg vidste hun blev ked af det, men slet ikke i den grad. Men på en eller måde, hjalp det mig også. For jeg skulle overbevise hende om, at jeg nok skulle klare den og samtidig lovede jeg hende det også. Og det gjorde, at jeg også selv blev helt overbevist om, at selvfølgelig klarer jeg den. For familie, venner og ikke mindst Michael og Alfred.

Jeg har fået en masse fantastiske og rørende beskeder, igennem hele forløbet, og det har simpelthen betydet så afsindigt meget, og rørt mig på alle mulige måder. Det har også gjort, at jeg selv er blevet overbevist om, at jeg nok skal klare den. Hvis andre tror på mig, så gør jeg også. Så jeg står virkelig i stor gæld, til alle dem der har skrevet og ringet igennem mit forløb.  

img_6994

Blomster og chokolade fra alle de bedste <3

// CC

2 kommentarer

Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Øjenbryn