Det uventede

Jeg blev ringet op mandag d. 16. November 2015 – “Christina, vi har fået svar på prøverne – kan du komme i morgen?”. Jeg havde allerede fået en tid om torsdagen i Holstebro, hvor jeg skulle have svar. Men tænkte ikke videre over, at de ville se mig før – men det skulle jeg måske have gjort…

Alfred og jeg på vej i mødregruppe, her er han 3 mdr. gammel.

---

D. 17. November 2015 kører vi atter til Holstebro,  men denne gang, for at få svar på vævsprøverne. Michael var held i uheld syg, så ham og Alfred tog med mig igen. Vi sidder i venterummet, og hygger med Alfred. Så blev mit navn råbt op “Christina Elbæk Christiansen”? Jeg undrede mig over, hvorfor det var en overlæge, som skulle give mig svar på, at det “bare” var brystbetændelse eller lignende. Vi kommer alle 3 ind i et lokale, sammen med overlægen og en sygeplejerske. Vi sat os alle ned og der gik ikke mere end 2 sekunder så…

Beskeden

“Christina – vi har fundet kræft i dit højre bryst”. Tiden stod stille, jeg hørte ikke andet end ordet, KRÆFT. Tanken om, at jeg ikke skulle se Alfred vokse op, gjorde mig HELT magtesløs. Døden – er det allerede slut? Det er så uretfærdigt og unfair på alle mulige måder. Jeg havde lige født min søn for 4 mdr. siden, som er sund og rask. Og det er min opgave, at tage sig af ham. Jeg kunne slet ikke kigge på Alfred, bare tanken om at jeg skulle skuffe ham, den tanke, var så modbydelig. Det var en følelse, som jeg slet ikke kan beskrive. Jeg var tom for ord, og følte mig på en eller anden måde vægtløs, alt forsvandt under mig. Min identitet, alt. En følelse af svigt og tab over for Alfred og Michael. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Og bare blikket fra Michael, så var jeg på stadiet til at bryde sammen. Det var det mest ubehagelige jeg nogensinde havde prøvet. Alt luft blev suget ud af mig, det sortnede fuldstændig. Og i et langt stykke tid bagefter, hørte jeg slet ikke hvad lægen sagde. En følelse jeg aldrig vil glemme, og ønsker ikke for nogen, at de skal komme i den situation.

Jeg kom dernæst til den følelse af, at jeg bare havde den største lyst til, at slå min læge. Hvad fanden bilder han sig ind og give mig den besked. Min søn og mand sidder lige ved siden af. Hvordan kan du være det bekendt. Og er du sikker på, at det er rigtigt? Jeg var så sur og vred. Min læge forklarede bare videre – der var lagt en køreplan. Og det hjalp mig på en måde, så jeg kunne komme igennem samtalen. Men jeg har alligevel kun hørt halvdelen af det der blev sagt, var slet ikke til stede. Og kan huske flere gange, at jeg spurgte min læge, ud i det blå “jamen skal jeg dø?”, “kan du fjerne knuden?”,  Du fjerner bare begge mine bryster, det er lige meget. Jeg skal bare være rask. Lægen fortæller, at han kan lave en brystbevarende operation, og det tænker jeg kun er positivt, i forhold til hvor slem kræften er. Men kan mærke knuden er stor, den sidder lige i siden af brystet. Lægen fortæller mig også den er ca. 3 cm. Men er det stort eller småt? Det ved jeg ikke.   

Alligevel nåede jeg til sidst at tænke. Okay Christina, du skal nok komme igennem det her. Det bliver hårdt, men du kommer igennem. Til sidst endte det med, at jeg på en eller anden måde finder viljen, styrken og troen på, at jeg nok skal klare det. Selvom man sidder med følelsen af, at alt et kort sekund blev taget fra en. 

// CC